Succesfuld hestehandler om coronakrise: ”Vores varer stiger i værdi”

For den internationale hestehandler Andreas Helgstrand kan coronakrisen godt mærkes i dagligdagen, men værdien af hans varelager bliver forøget jo mere han og hans ryttere uddanner dyrene.

Under normale omstændigheder valfarter kunder fra hele verden til Nordjylland for at se og prøve topdressurheste hos den tidligere OL-medaljevinder og internationale hestehandler, Andreas Helgstrand, der driver Helgstrand Dressage.

Men det har corona sat en brat stopper for og dagligdagen ser på sin vis anderledes ud for ham og de omkring 100 ansatte på Møgelmosegaard i Vodskov.

"Vi arbejder videre, og så prøver vi at holde afstand fra hinanden og spiser for eksempel højst 10 ad gangen i frokoststuen. Hestene passer jo ikke sig selv, og folk vil også gerne komme på arbejde", siger Andreas Helgstrand.

Helgstrand Dressage er dog ikke som sådan presset af krisen.

"Det er jo sådan at vores varer (hestene red.) stiger i værdi, når vi uddanner på dem, så på den måde er det jo fint nok", fortæller Andreas Helgstrand.

At alle ridestævner er aflyst er dog noget, der præger dagligdagen og hestenes uddannelse.

"Det vigtigste lige nu for os er, at der snart kommer gang i nogle ridestævner igen. Det er jo det folk gerne vil bruge hestene til", siger han.

Møgelmosegaard som har dannet rammen om Helgstrand Dressage siden 2008.

Ingen pladsmangel

Selv om der stort set ikke bliver solgt nogen heste i øjeblikket, er der ikke pladsmangel i Vodskov.

"Nej, vi er ved at bygge stor stald heropppe, og der kommer jo ikke rigtig nogen heste til lige nu", siger Andreas Helgstrand.

Normalt rejser han rundt i hele verden og køber gode heste, og selv om han har folk rundt omkring, blandt andet i Tyskland og USA, der kan bese heste for ham, er der ikke så meget aktivitet.

"Vi har heller ikke så meget lyst til at købe en hel masse lige nu", pointerer han.

Alligevel er han ikke bekymret for virksomheden.

"Vi klarer den. Vi har nogle stærke partnere, så der er ikke panik på her", siger hestehandleren, der i 2018 solgte majoriteten af Helgstrand Dressage til kapitalfonden Waterland for 703 millioner kroner.

Andreas Helgstrand kan efter regnskabsåret 2018/2019 også kalde sig milliardær.

Udenlandske medarbejdere bliver

Helgstrand har nogle udenlandske medarbejdere ansat, blandt andet fra Spanien, men de er ikke rejst hjem under coronakrisen.

"De ryttere, vi har, er bare blevet heropppe. Det ville de helst", siger Andreas Helgstrand.

Selvom virksomheden ikke er hårdt ramt, som mange andre, vil han gerne tilbage til mere normale tilstande.

"Jeg håber bare, at vi hurtigt kommer videre og ud af det her", slutter han.


Der er masser af faciliterer til at sørge for at tophestene bliver passet og plejet bedst muligt. Her er et par heste i 'solarie', der sørger for at varme og tørre dem før og efter ridning.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle