Succesfuld hestemand trods nedgang: "Vi er stadig godt tilfredse"

"Verdens bedste varelager" er årsagen til at Helgstrand Dressage endnu en gang kan hente et tocifret millionoverskud i en kompleks branche.

Den tidligere OL-medaljevinder i dressur Andreas Helgstrands virksomhed, Helgstrand Dressage, lander i regnskabsåret 2018/2019 et resultat for året på 75,3 mio. kr.

Et ganske imponerende resultat i en svær branche, selv om det faktisk er en nedgang på 32 procent i forhold til året før, hvor årets resultat var på 110 mio. kr.

Omsætningen kommer for første gang over de 400 mio. kr. - nærmere bestemt - 416 mio. kr. . - mod 382 mio. Kr. året før. 

Helgstrand Dressage lever primært af at sælge dressurheste i verdensklasse til et købestærkt publikum i hele verden. 

Egenkapitalen i Helgstrand Dressage er på 143 mio. kr., hvilket - på trods af virksomhedens positive resultat - er et fald i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 231 mio. kr.

Balancen er opgjort til 315 mio. kr. 

Ifølge Andreas Helgstrand selv, er nedgangen i regnskabet mere et udtryk for regnskabsmæssige ændringer i forhold til den relativt nye ejerstruktur end en egentlig nedgang. 

"Vi er stadig rigtig godt tilfredse, siger Andreas Helgstrand til landbrugsavisen.dk. 

Solgt til kapitalfond

I 2018 solgte Andreas Helgstrand aktiemajoriteten til den hollandske kapitalfond Waterland, men er fortsat som betydelig mindretalsaktionær og direktør.

Om det siger Andreas Helgstrand: 

"Jeg får stadig lov til at styre virksomheden, og det er det vigtigste. Men jeg synes, det er spændende, og vi laver rigtig mange nye ting, og jeg lærer også rigtig meget selv", siger han. 

"Vi har stadig verdens bedste varelager af dressurheste, og bedækningstallene for vores hingste er også steget voldsomt, så det viser jo, at vi stadig gør det rigtigt", siger han

Tænker du nogensinde, om det kan blive ved med at gå så godt?

"Ja, det er klart, det gør jeg, men det er ikke noget, jeg ligger søvnløs om natten over. Men det er klart, at med et varelager på 500 heste og flere ansatte så skal der også sælges flere heste", siger Andreas Helgstrand.

I regnskabet fremgår det, at man i indeværende regnskabsår forventer et resultat i niveauet 60- 90 mio. kr. 

Solid vækst 

Siden opstarten i 2008 har Helgstrand Dressage vækstet og haft overskud på tocifrede millionbeløb på nær det første år, hvor resultatet lød på 6 mio. kr, og i regnskabsåret er overskuddet faldet - i hvert fald på papiret. 

Samlet set har Helgstrand Dressage siden opstarten i 2008 genereret over 430 mio. kr. i overskud.

I november 2017 udvidede Helgstrand Dressage med en amerikansk afdeling herunder købet af en farm i Welllington i USA.

I februar 2018 udvidede den nordjyske hestehandler sin hingstestation med en afdeling i Tyskland. 

"Det er et godt markedsføringsvindue, men indtægterne udgør under fem procent af vores indtjening", fortalte Andreas Helgstrand til landbrugsavisen.dk.

Hestemandens succes er helt uhørt i en branche, hvor det ellers er svært at tjene penge. 

Målet er efter Waterlands opkøb at gøre virksomheden til global markedsleder inden for træning og avl af dressurheste.

Virksomheden blev vurderet til en værdisætning på 700-800 mio. kr. i forbindelse med opkøbet.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle