Svineproducenter efter statsminister-kommentar: Danmark ER et landbrugsland

Danske Svineproducenter føler sig stødt over Mette Frederiksens udtalelser om Danmark som landbrugsland.

Producentforeningen Danske Svineproducenter tager skarpt afstand fra udtalelser fra statsminister Mette Frederiksen, der i et interview til Danmarks Naturfredningsforening (DN) har sagt, at "Danmark er gået for langt i sin iver efter at være et landbrugsland".

- Det er voldsomt nedladende og på ingen måder konstruktivt, at landets statsminister udtaler sig om dansk landbrug på den måde. Danske landmænd er omstillingsparate og arbejder seriøst med grønne og bæredygtige løsninger til gavn for klima, miljø og samfundsøkonomien, siger foreningens formand, Jeppe Bloch Nielsen i en pressemeddelelse.

Han fastslår, at Danmark er et landbrugsland, og at det skal blive ved med at være et landbrugsland - uanset hvad Mette Frederiksen udtaler til DN.

Som talsmand for svineproducenterne reagerer han på Mette Frederiksens udtalelse om, at "vi nu skal have overbevist den sidste landmand om, at vi skal dyrke mere bæredygtigt, og at der skal være plads til naturen".

- Vi arbejder konstant med natur og miljø, vi lever med og af naturen. Vi er omstillingsparate og den grønne dagsorden har høj prioritet. Der er kæmpe variation i vores landskaber med dyrkede arealer, hegn, småbiotoper og skove, lyder dette fra Jeppe Bloch Nielsen, der på branchens vegne føler sig stødt over statsministerens holdninger til, at arealer opdyrket gennem hundreder af år nu bør tages ud af produktion.

- Det giver slet ikke mening set i forhold til, at verden sulter og at der er hårdt brug for fødevarer i verden. Så skal vi da ikke reducere landbrugsarealet i Danmark, lyder det fra formanden, der efterlyser et mere globalt fokus.

- Det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde med den grønne dagsorden, det skal vi selvfølgelig fortsætte med og gerne i et godt samarbejde med politikerne. Det skal der ikke herske tvivl om, men det her er på ingen måde konstruktivt. 

Pleaser Enhedslisten

Direktør Per Bardrum, Danske Svineproducenter, påpeger, at dansk landbrug har et lavt klimaaftryk pr. kilo produceret svinekød sammenlignet med andre lande.

- Hvis vi tager produktionsjord ud og dermed producerer mindre foder til vores dyr, bliver der brug for kød fra andre lande, som er mere klima- og miljøbelastende end i Danmark. Så det vil i høj grad ramme dansk svineproduktion og det danske samfund generelt.

- Det her lugter langt væk af, at Mette Frederiksen er godt i gang med at please Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale her op mod det kommende valg.

- Man må håbe, at de mange mennesker, der er ansat i fødevareklyngen og stemmer på Socialdemokratiet vil "oplyse" statsministeren om, at vi ikke kan leve af at se på natur. Det bliver spændende at høre, hvad Mette Frederiksen vil have, at vi skal leve af i Danmark fremover, lyder det fra Per Bardrum.

- Det fremgår af artiklen, at Danmark ligger nummer sjok i Europa, når det gælder natur. En opgørelse der er udarbejdet af Aarhus Universitet i samarbejde med DN. De har udarbejdet et naturkapitalindeks, og her scorer markarealer lavt, fordi forskerne anser marker for at være monokulturer og dermed ikke natur. Det får det til at se dårligt ud, fordi Danmark jo netop er et landbrugsland, siger Per Bardrum og tilføjer, at opgørelsen f.eks. viser en række kommuner i hovedstadsområdet, der scorer højere på natur end landkommuner i Jylland.

- Det viser blot, hvor useriøs undersøgelsen er, og vi må fastslå, at Danmark ikke ligger nummer sjok i Europa, når det gælder natur. Vi har masser af fantastisk natur i samspil med landbruget, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle