Thyboer vil sælge særlig mælk fra nationalpark

Thy-landmænd har søgt landdistriktspenge til at udvikle en særlig Thy-mælk.

Thy-mælk fra 'Danmarks grønneste område', Nationalpark Thy.

"Med en nationalpark i Thy får vi navnet Thy slået fast for alvor. Derfor vil vi benytte lejligheden til at se, om vi ikke kan 'brande' produkter fra Thy. Vi har allerede gang i et projekt og har søgt landdistriktsmidler til en særlig Thy-mælk. Det bliver mælk fra det grønneste område i Danmark, en mælk, hvor kvierne har græsset i vores nationalpark," siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbo Thy.

Han håber, Thy-mælken kan være klar til næste forår og glæder sig til, at områdets mælkeproducenter kan "få en lille smule mere for deres mælk", fordi den kommer fra Nationalpark Thy.

Niels Jørgen Pedersen understreger dog samtidig, at Thy under alle omstændigheder er tvunget til at ekstensivere landbrugsdriften og få mere græs i landskabet end andre steder på grund af andre miljøregler - blandt andet den nye miljøgodkendelsesordning for husdyrbrug.

Behersket begejstring

Niels Jørgen Pedersen er i øvrigt behersket begejstret over udsigten til Nationalpark Thy.

"Vi er jo ikke vilde med nationalparker - men når det er dét, befolkningen ønsker, må vi jo gå konstruktivt ind i det," siger han. Han mener dog ikke, at projektet får decideret uheldige konsekvenser for hans medlemmer - tværtimod vil nogle måske kunne udnytte nye tilskudsmuligheder.

"Som politisk valgt i en landbrugsorganisation har det i dette forløb - som altid - mere handlet om at minimere skader end om at få stor succes. I det lys er jeg stolt af resultatet og over, at vi har kunnet blive enige med de andre interesseorganisationer.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle