Tuborgh: Vi snakker med kunderne om prisstigninger

Arlas topchef Peder Tuborgh tror, at inflationen ikke bare er et kortvarigt skvulp. Derfor skal der nu snakkes med kunderne om priserne.

Egentlig kan der faktisk ikke ses inflation i Arlas halvårsregnskab. Alligevel var netop prisstigninger det helt centrale element på mejerikoncernens pressemøde om de første seks måneders resultater.

For Peder Tuborgh, topchef i Arla Foods, var ikke i tvivl om, at mest muligt af de stigende omkostninger skal sendes videre via detailledet til forbrugerne.

"Vi kan ikke sige noget om hvor eller hvem det vil påvirke. Det må vi ikke rent juridisk. Men det er tydeligt, at den inflation, der er kommet de sidste måneder, er kommet med en stor kraft og en stor hast", udtalte han.

"Det er mange år siden, at vi har set en sådan inflation i vores samfund. Vi har i mange år haft et inflatorisk miljø på omkring 1 procent. Det kan man på en eller anden måde få jaget på døren i virksomheden. Men nu er vi på 4,5 til 6 procent, og det er et helt andet game", forklarede han.

De første tendenser så Arlas direktører i april og maj, men den egentlig påvirkning er først kommet over sommeren og har dermed kun i mindre omfang ramt halvårsregnskabet.

Prisstigningerne rammer bredt i Arlas udgiftsbøger. Hele vejen fra den covid-pressede og verdensomspændende logistik kæde, men også energipriser, emballage og andre råvarer er ramt.

"Man kigger jo på, hvad der er flaskehalse. Der er masser af rapporter og masser af spekulation. Men det, vi vælger at sige nu, er, at vi ikke tror, at det er forbigående. Vi tror, at vi er på vej ind i en ny ære, hvor vi skal forvente et højere inflationsnivaeu".

Priser steg, fordi efterspørgslen steg

Arla sattte selv i det forgangne halvår sin mælkepris op hele fire gange og endte med en gennemsnits pris, målt i acontobetalingen på 12 øre mere end samme periode i 2020. 

Faktisk udgjorde betalingen af råmælk nu 49,4 procent af Arlas samlede udgifter, mod 48 procent i de første 6 måneder af 2020.

"Vi var foran de andre med de prisstigninger. De var ikke drevet af inflation, men af helt traditionel udbud- og-efterspørgsel", forklarer Peder Tuborgh.

Hvordan inflationen nu vil påvirke netop udbud og efterspørgsel på mejerivarer - samt på prissætningen af disse i forbrugerledet, er han af juridiske årsager nødt til at udtale sig blødt omkring. Ellers får han en konkurrencesag på halsen.

"Vi er i gang med en snak med kunderne om prisstigninger. Vi er lidt alene derude lige nu, så lad os håbe, at de andre også snart får uniformen på", lyder det, som topchefen må udtale sig.

Kan I vælte hele omkostningsstigningen over på priserne, sådan at det ikke fører til yderligere prisfald for mælkeproducenterne?

"Det må jeg heller ikke sige noget om. Men jeg kan sige, at vi har ambitionerne om, at vi skal have balance i tingene".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle