Tysk andelsslagteri efter svinepest-fund: Slagter væsentlig mindre end normalt

Tysklands næststørste slagteri, det andelsejede Westfleisch, reducerer slagtningerne med 20-30 procent.

Det tyske andelsselskab Westfleisch, der er Tysklands næststørste målt på antal slagtninger, har handlet hurtigt efter fundet af afrikansk svinepest i et vildsvin torsdag.

Slagtningerne er allerede reduceret med 20-30 procent, bekræfter selskabets presseafdeling over for Landbrugsavisen.dk torsdag aften.

Torsdag eftermiddag meldte svinetransport Søren Westergaard fra H&S Westergaard, at han havde fået aflyst to grisebiler, der skulle være kørt til tyske aftagere fredag.

Aflysningerne skete med henvisning til, at Westfleisch og Vion ifølge Søren Westergaard havde reduceret slagtningerne med op mod 50 procent.

I første omgang afkræftede Westfleisch det som et rygte - men torsdag aften bekræftede presseafdelingen altså, at der som følge af svinepesten tages færre grise ind.

"Vores leverandører er blevet informeret om, at vi reducerer med 20-30 procent i leverancerne på kort sigt. Situationen vurderes dagligt", skriver pressefolkene i en mail.

"Markedssituationen i de kommende dage vil afgøre, hvordan vi fortsætter herfra".

Næststørste slagteri

Altså har selskabet handlet hurtigt oven på torsdagens melding om ASF i Tyskland - hvilket frygtes i de kommende dage at føre til lukning for eksport til en stor del af de betydende markeder i Asien.

Westfleisch er med omkring 7,5-8 mio. årlige slagtede grise Tysklands næststørste slagteri - med omkring halvdelen af nummer et, privatejede Tönnies' 16,5 mio. slagtninger.

Selskabet er andelsejet som et af de få, større tyske slagterier - og danske Steen Sønnichsen, der tidligere var chef for Danish Crowns tyske forretning, har de seneste år været produktionsdirektør og en del af selskabets tre mand store topledelse.

Westfleisch er desuden kendt for at være partner med Danish Crowns i et joint venture på so-slagtninger og udbeninger, kaldet Westcrown.

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle