Efter ASF-møde i styrelse: Ingen aktuelle restriktioner på eksport af grise

Situationen med Afrikansk Svinepest kommer ikke til at afføde nogle aktuelle restriktioner på eksporten på nuværende tidspunkt.

Der er ikke nogen forlydender om nye veterinærfaglige restriktioner på eksporten af smågrise. Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer efter et netop afsluttet møde med Fødevarestyrelsen.

"Vi har blandt andet talt med Fødevarestyrelsen om det afgørende i at fastholde eksporten. Tyskland er et af vores vigtigste eksportmarkeder, og selvom meget er op til de tyske myndigheder, skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at minimere afledte konsekvenser for de danske producenter", siger Jens Munk Ebbesen, veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer.

"Der er ikke aktuelle meldinger om et 'stand still', og handlen med grise er kun underlagt restriktioner i delstaten Brandenburg, som det blev meddelt tidligere. Der er intet fra de tyske myndigheder, der for nuværende tyder på yderligere veterinærfaglige restriktioner", siger han videre.

Ifølge veterinærdirektøren har L&F løbende kontakt med de danske myndigheder, og han roser Fødevarestyrelsen for at suspendere to-dages-fristen i forhold til indsendte eller forhåndsvaliderede logbøger.

"Vi har heldigvis mødt forståelse for, at situationen kalder på fleksibilitet, så man kan få lavet de nødvendige ændringer af afgangstidspunkt eller rute. Samtidig opfordrer vi alle landmænd og chauffører til at tage nøje højde for den aktuelle situation i deres konkrete planlægning, for det er selvfølgelig fortsat forbudt at vende om med en læsset dyretransport, når du har passeret grænsen", siger Niels Munk Ebbesen.

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle