Udbrud af svinepest giver danske transportører store udfordringer

Transportører af grise kan ikke længere læsse direkte, og det giver store logistiske udfordringer.

Udbruddet af den frygtede grisesygdom afrikansk Svinepest (ASF) i Nordvesttyskland giver allerede nu danske transportører af grise store problemer - ikke mindst på den logistiske front.  

Det fortæller flere transportører, som LandbrugsAvisen har talt med.

- Vi kan ikke læsse direkte i det omfang, vi gerne vil på grund af de sorte zoner. Nu skal vi flytte grisene via samlesteder i stedet for at læsse direkte. Det gør noget for vores omkostninger og logistikken, siger direktør Søren Westergaard fra H&S Westergaard i Sunds uden dog at ville sætte kroner og øre på omkostningerne.

Samme oplevelse har direktør Niels Vinderslev fra NV-Randers A/S.

- Vi kan ikke læsse direkte ude ved landmanden i området, så det skal ind over stalde. Det, der så er, er, at der er tyskere, som køber direkte her i Danmark, de kan ikke få lov at læsse direkte mere. Så skal de i eksportstald hos os. Og have tredje mand til at læsse fra landmand og til stald, og så køre fra os, siger Niels Vinderslev.

Anmeldesystem driller

Søren Westergaard påpeger, at det nuværende anmeldesystem hos Fødevarestyrelsen for transporterne ikke gør det nemmere at planlægge. 

Det kan adm. direktør Lars Rosgaard fra Rosgaard A/S i Viborg nikke genkendende til. 

- Opgaver i starten af ugen har vi måtte udsætte på grund af to-dages fristen for transporter. Så det bliver en fordyrelse, som vi ikke har kalkuleret med, siger Lars Rosgaard.

Lige nu er der ifølge Lars Rosgaard store logistiske udfordringer, fordi det også bliver afgørende, hvordan andre lande reagerer på udbruddet i Tyskland. 

Da Tyskland i 2020 oplevede et lignende udbrud af ASF, forbød flere lande grisetransporter gennem Tyskland. Det gør det svært som dansk transportør at fragte grise gennem Europa.

- Vi kan ikke sige, at vi ikke bliver ramt, men lige nu har vi kun motorvej A7, og den drejer ikke mod Frankrig og Spanien. De ruter, vi skal planlægge efter, bliver ikke den korteste rute, understreger Lars Rosgaard.

Danish Crown er ikke ramt

Udbruddet i Niedersachsen er fundet i en tambesætning med 280 søer og 1.500 smågrise i Emsbüren Kommune i landkreis i Emsland.

Det er samtidig et område med mange griseproducenter. Det er nemlig fundet kun 10 kilometer fra delstatsgrænsen til Nordrhrein-Westfalen, der er lidt af et hovedsæde for griseproduktion i Tyskland.

Samtidig ligger Danish Crowns tyske slagteri i Essen kun omkring 70 kilometer fra udbruddet.

LandbrugsAvisen har været i kontakt med Danish Crown, som oplyser, at det tyske slagteri ikke er påvirket af det nye udbrud i det nordvestlige Tyskland.

Ud over smitteudbruddet i Niedersachsen er der også fundet et nyt udbrud i den nordøstlige delstat Brandenburg, hvor der gennem længere tid er fundet smitte i både tambesætninger og vildsvin. Det nyeste udbrud er fundet i en tamsvinebedrift med 1.300 stipladser. 

Faktaboks

Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom, som rammer alle racer af grise (herunder vildsvin).

Afrikansk svinepest hedder på engelsk African Swine Fever (ASF), hvilket er den betegnelse, der anvendes i internationale sammenhænge.

Sygdommen optræder i to former:

Ved den ene form er der tale om et hurtigt forløb med voldsomme tegn på sygdom og stor dødelighed. Høj feber er det mest tydelige symptom. Samtidig bliver grisene sløve og har ringe ædelyst. Der kan ses stiv, stikkende gang, ukoordinerede bevægelser, vaklende bagben under gang, tåreflåd, der kan klistre øjenlågene sammen, brækninger, forstoppelse, som senere slår over i voldsom diarré, røde eller blålige misfarvninger i huden fortrinsvis på ben, bug og ører, kramper.

Den anden form har et mildere og et mere langstrakt og snigende forløb med lav dødelighed blandt voksne dyr. Hos drægtige søer ses reproduktionsforstyrrelser visende sig ved aborter, svagfødte og dødfødte grise.

Fra grisene smittes, til de viser symptomer, går der oftest 5-10 dage. 

Sygdommen kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker.

Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle