Udvalgt til weekend: Viceformand var lige ved at blive sømand - men valgte landbruget

'I skolen kender vi Thor Gunnar som en smilende og glad ung mand, der på sin rolige måde tager ros og ris, som det falder'.

Sådan lyder det i en skoleudtalelse til landmands- og politikersønnen på Knarregaard, der i juni 1976 udskrives af 3. realklasse ved Nexø Skole. I sin skoletid har Thor Gunnar formået at bruge hele karakterskalaen, og inspektøren kommer da også med et lille svirp pakket ind i fløjl til den unge Kofoed:

'Han har sine specielle interesser, som det i perioder har været lidt vanskeligt for ham at samarbejde med skolens krav, men på den anden side er han helt klar over, når der skal sættes ind og bestilles noget'.

Det er de færreste, der har gemt inspektørens skoleudtalelser fra dengang, man afsluttede folkeskolen med en realeksamen. Men det har Thor Gunnar Kofoed, der sætter en ære i at have styr på tingene:

"Det var nu ikke sådan, at jeg lavede meget ballade i skolen. Men hvis det kedede mig, så kunne jeg godt finde på at lave noget andet i timerne".

I barndomshjemmet på en af de østligste landbrugsmatrikler i kongeriget lægger man meget vægt på, at børnene, Thor Gunnar og en søster på hver side, får lært at læse og tage stilling.

"Vi måtte først lege efter aftensmaden. Indtil da skulle vi hjælpe til. Men det var fint for mig. Jeg gad ikke se Ingrid og Lillebror, som mine søstre så. Til gengæld fik jeg hurtigt lært at læse. Det var vigtigt for min mor, at vi lærte at tage stilling, og hun satte mig til at læse overskrifter og billedtekster i Bornholms Tidende. På den måde lærte jeg at følge med".

"Når jeg kom hjem fra skole, meldte jeg mig hos mor eller bestyreren, der altid havde noget, som jeg kunne lave. Da vi havde køer, kunne det være at tørre patterne af inden malkning. I dag synes man jo, at det er for farligt for et barn. Og ja, man bliver sparket, og det gør ondt, men så lærer man at passe på".

Lidt afslapning er der dog også tid til. Fra lille har Thor Gunnar læst Anders And og nydt historierne om den koleriske og notorisk uheldige and.

"Jeg læser faktisk stadig en Anders And-historie hver aften, inden jeg skal sove. Der er syv historier i et blad, og det rækker lige præcis, indtil det næste udkommer. Historierne er forskellige, men de handler altid om det samme, og de er med til at nulstille mit hoved, inden jeg sover".

Altid politik

Opvokset på Knarregaard på Bornholm ligner barndommen på overfladen den, som tusindvis af danske bondebørn har kendt med skolegang, hjælpe til i landbruget og fritidsinteresser som håndbold, fodbold og badminton.

Alligevel er der noget helt specielt DNA i familien. Under krigen er farfaren og hans brødre aktive modstandsmænd, og i en menneskealder er faren Niels Anker Kofoed aktiv venstrepolitiker både lokalt og i landspolitik med tre perioder som landbrugsminister. Det betyder, at der ofte kommer politikere forbi.

I 1974 lander den franske landbrugsminister og senere præsident Jacques Chirac i en helikopter i lucernen og kører fast i sin limousine i de regnvåde marker. Senere er det den festglade tyske landbrugsminister Josef Ertl, der foretrækker et grillparty hos Kofoeds frem for det officielle arrangement.

"Min far var helt klart en bedre politiker end landmand, og da jeg blev større, syntes jeg nærmest, at det var lidt irriterende, når han kom hjem og ville blande sig i gårdens drift. Den klarede vi udmærket alene".

Axelborgs døre

"Min mor var den, der holdt sammen på alt det herhjemme sammen med bestyreren. Hun var meget bestemt og målrettet. Der var kun én måde at gøre tingene på, og det var den rigtige. Det var som regel også den metode, som hun selv havde udviklet. Dovenskab var ikke tilladt, og man måtte aldrig gå tomhændet. Der var altid noget, som man kunne tage med på vejen eller gøre i forbifarten. I dag hedder det at være lean, og man tror, at det er noget nyt. Men det har dygtige bønder altid været".

"Min kone og mine døtre driller mig med, at jeg er autist, men det er et kongestempel her på Østbornholm. Ting har en plads og skal gøres på én bestemt måde, så der ikke sker fejl".

"Det irriterer mig f.eks. grænseløst, når jeg kommer på Axelborg, at tre ud af fire døre piver, når man åbner dem. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bliver smurt. Her på Knarregaard er der ingen døre, der piver. En gang om året går jeg en tur med smørekanden og giver alle hængsler herhjemme et dryp".

"Mange stole på Axelborg er leddeløse. Det er jo bare at gå en tur med en umbraconøgle og få det fixet", siger Thor Gunnar Kofoed, der stadig kan tricket med at åbne en øl i en ølkasse med en rendegraver påmonteret samfundshjælper med en skruetvinge.

Berømmelsens bagside

I voksenlivet har Thor Gunnar Kofoed videreført traditionen med at være politisk aktiv. Men det offentlige liv har en bagside. I barndommen var det ofte sladder, som altid fandt vej til familien.

"Men jeg er aldrig blevet udsat for det samme som mine døtre. Sladder er blevet meget værre og mere ond", siger Thor Gunnar, der dog mindes en alvorlig episode med en forvirret fynbo, der i firserne ringede og truede med at lade en bombe sprænge gården.

"Politiet aflyttede altid vores telefon, og der var en fast procedure at følge, hvis nogen ringede med den slags trusler. Det lykkedes mig at snakke med fynboen i tre minutter, og det var længe nok til, at politiet kunne spore opkaldet og fange ham".

Og så er det tid til for sidste gang at give ordet til skoleinspektøren i Nexø, Poul Harild, der i 1976 slutter sin udtalelser om den unge Thor Gunnar sådan her:

"... når nu han kommer til et arbejde, der interesserer ham, så er vi ikke i tvivl om, at han vil klare sig godt".

"Jeg har aldrig kunnet sidde stille", fortæller Thor Gunnar Kofoed, der længe vakler mellem at sejle eller blive med klippegrund under fødderne:

"Jeg var ofte med ude at fiske og var egentlig på vej på søfartsskolen i Svendborg. Men det var lige op til høst, og så syntes jeg alligevel, at fiskeri var lidt trivielt. Der sker meget mere på et landbrug. Så jeg sprang fra søfartsskolen, og det har jeg ikke fortrudt".