Ung svineproducent vil være formand for Landbrug & Fødevarer

Søren Søndergaard, svineproducent og formand for rådgivningsselskabet Sagro melder sig som kandidat til posten som formand for Landbrug & Fødevarer.

Søren Søndergaard, 40-årig svineproducent fra Randbøl mellem Billund og Vejle, springer nu ud som den første kendte kandidat til posten som formand for Landbrug & Fødevarer.

Det skriver han i en pressemeddelelse torsdag morgen, blot et par dage efter, at den nuværende formand Martin Merrild meddelte, at han efter otte år har valgt ikke at  genopstille ved delegeretmødet i november.

"Efter flere år i bestyrelser i og omkring Landbrug & Fødevarer føler jeg mig nu parat til at stille mig i spidsen for at fortsætte udviklingen af organisationen, så vi bliver stadig skarpere, kommer mere i front - og tager hurtige og kloge beslutninger. I dag går det stærkt i medierne og på Christiansborg – dér må vi ikke blive hægtet af", siger Søren Søndergaard.

Han skriver videre, at han vil "værne om, at Landbrug & Fødevarer er medlemmernes organisation, og at de brede linjer lægges af landsformandskredsen på helt demokratisk vis".

"Når rammerne skal omsættes til politiske resultater, er der brug for en moderne ledelsesform, hvor formandskab og direktion i godt samarbejde udformer strategi og taktik.

Som formand er jeg parat til at tage en lederrolle som den, der viser vej og taler med beslutningstagere. Opgaven er at samle erhvervets holdninger og spille dem klogt ud til omverdenen.

"Medlemmernes organisation"

"Jeg vil værne om, at Landbrug & Fødevarer er medlemmernes organisation, og at de brede linjer lægges af landsformandskredsen på helt demokratisk vis. Når rammerne skal omsættes til politiske resultater, er der brug for en moderne ledelsesform, hvor formandskab og direktion i godt samarbejde udformer strategi og taktik", skriver Søren Søndergaard.

"Opgaven er at samle erhvervets holdninger og spille dem klogt ud til omverdenen".

"Kan kommunikere"

Søren Søndergaard siger videre om sig selv, at han "kan kommunikere landbrugets historier til folk udenfor erhvervet i et sprog, som giver omverdenen indsigt, forståelse og respekt for den måde, vi driver landbrug på i Danmark".

"For mig er det helt afgørende, at vi som erhverv ikke ender i en situation, hvor det er landets politikere, der trækker et modstræbende landbrug frem mod forkerte løsninger. Derfor skal vi blive dygtigere til at have visioner for vores erhverv".

"Det kræver mod, men Landbrug & Fødevarer har før vist, at vi tør sætte spektakulære mål. Det er den slags, der giver respekt, og som åbner op for en bæredygtig udvikling i samspil med beslutningstagere og samfund".

Garant for højlydt protest

Søren Søndergaard rækker samtidig hånden ud til de medlemmer af Landbrug & Fødevarer, som efterlyser, at organisationen sætter foden ned en gang imellem.

"Vi er parat til forandringer, men landmændenes ejendomsret må aldrig blive anfægtet, og jeg vil være garant for, at protesten bliver højlydt, hvis vores erhverv ikke får den nødvendige tid og hjælp til omstilling".

Derfor kandidat

Om baggrunden for at stille op, forklarer Søren Søndergaard, at landbrug og politik allerede fylder hans arbejdsliv og at han har fået mange opfordringer til at stille op.

"Der er så meget på spil, og jeg brænder for at gøre en forskel. Mange opfordringer, hints og venlige kommentarer den seneste tid har skubbet på beslutningen, men helt afgørende er det, at min familie bakker mig 100 pct. op. Efter 12 år i bestyrelser i og omkring Landbrug & Fødevarer føler jeg mig godt klædt på til at føre stafetten videre", slutter Søren Søndergaard.

Landbrug & Fødevarers formandslab er på valg ved organisationens delegeretmøde 4. og 5. november. Flere kandidater kan melde sig helt op til delegeretmødet.

Faktaboks

Kort om kandidaten Søren Søndergaard

  • 40 år og selvstændig landmand i 17 år. Bor i Randbøl mellem Vejle og Billund.
  • Medlem af primærbestyrelsen, næstformand i sektorbestyrelsen i L&F Svineproduktion, bestyrelsesmedlem i DanBred P/S og formand for SAGRO.
  • 1.100 søer
  • 35.000 slagtegrise til Danish Crown
  • Driver 900 hektar i et driftsfællesskab med forældre med korn, raps, frø og lidt kartofler
  • Laver naturpleje med ammekøer på 100 hektar
  • Gift med Ingebeth og har 4 børn sammen
  • Ingebeth er uddannet landmand og er kandidat i marketing. Ingebeth er fuldtid hjemme på gården med HR, marketing, kontoropgaver mm

Emneord

Formandsvalg 2020 , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle