Veganerpartiet anmelder landets 15 største ægproducenter

Veganerpartiet anmelder 15 ægproducenter for at overtræde paragraf 2 i Dyrevelfærdsloven.

Veganerpartiet mener ikke, at dyrevelfærdsloven bliver overholdt i ægbranchen, og vil derfor anmelde de 15 største danske ægproducenter.  

Anmeldelserne gælder 23 produtkioner med i alt 1.849.942 høns, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Partiet begrunder overtrædelsen i forskningen fra Københavns Universitet, der viser, at mere end 50 procent af alle høner i moderne ægproduktion brækker brystbenet en eller flere gange i deres levetid. 

Knoglebruddene ses i alle produktionsformer - uagtet om det er skrabeæg, økologi eller friland.

"Dermed anser vi det som en, af producenten, kendt og accepteret lidelse hos dyrene og er dermed en bevidst overtrædelse af lovgivningen i og med at man fortsætter produktionen, trods indsigt i de lidelser det påtvinger dyrene", udtaler Michael Monberg, politisk ordfører for Veganerpartiet.

Rapporten kom ud i september. Veganerpartiet mener, at producenterne med viden om knoglebrudene ikke overholder paragraf 2 i Dyrevelfærdsloven om, at dyr skal: "beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe", som det lyder i loven.

Landbrug & Fødevarer oplyser, at man endnu ikke har modtaget eller set en politianmeldelse.

Sektorchef for Danske Æg under L&F, Jørgen Nyberg Larsen, undrer sig også over anmeldelsen.

"Der er for få dage siden afholdt et konstruktivt stormøde med deltagelse fra bl.a. Dyrenes Beskyttelse, Københavns Universitet, Anima og fødevareministeren. Sidstnævnte vil løfte problemstillingen med sine europæiske kollegaer", skriver han i en skriftlig kommentar.

"Det er glædeligt, for udfordringerne i ægproduktionen er ikke isoleret til Danmark. Jeg er først og fremmest koncentreret om at finde løsninger, som både kan dokumenteres og implementeres. Vi kan gøre noget i Danmark, og vi skal samarbejde på tværs med alle parter, ikke kaste om os med politianmeldelser", siger Jørgen Nyber Larsen.

Faktaboks

Dyrevelfærdslovens paragraf 2:

§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Kilde: Retsinformation

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle