Spørgsmålet om landbrugets reduktion af kvælstof er måske én af de største knaster i forhandlinger om rammebetingelserne for dansk landbrug, men emnet er mindre sexet og hipt end at snakke CO2, og derfor har det levet lidt en skyggetilværelse. Der er dog god grund til at kaste lys på den sag. Det mener Landbrugsavisens chefredaktør Christian Friis Hansen.
I et højstemt øjeblik kan man få lyst til at citere lidt løst og lettere omskrevet fra Christian Richardts 72 vers lange digt "Venner, se på Danmarks kort". Her selvfølgelig drejet over på det Danmarkskort med nye beregninger af landbrugets kvælstofindsats, som Miljøministeriet har lavet.
I det gamle fædrelandsdigt, der med melodi af N. K. Madsen-Steengaard og reduceret til fire vers er en del af Højskolesangbogen, er handlingen stramt lagt op ad tabet af Sønderjylland i 1864. Det driver af nationalromantik og fremhæver uden blusel danskens stærke karakter, naturens smukke luner og meget andet,
Sådan skal det meget omdiskuterede og aktuelle kvælstofkort nok ikke håndteres, men man må håbe, at landbruget får succes med at gøre politikerne i Folketinget forståeligt, at indgåes der en landbrugsaftale med dette kort som udgangspunkt, rammes ganske mange landmænd hårdt, vilkårligt og - vigtigst af alt - uden reel sikkerhed for, at nye og stramme reduktionskrav har den ønskede effekt. Med andre ord, at politikerne virkelig ser kortet og forstår konsekvenserne.
Et eksempel på helt uoverskuelige konsekvenser ser man hos far og søn, Gunnar og Asmus Forum fra Sandagergård nær Skals. Her er de nye kvælstofberegninger lig med et krav om 81 procent efterafgrøder. 319 ud af 394 hektar skal tilsås med efterafgrøder, men da der slet ikke kan sås efterafgrøder på hele arealet, vil bedriften efterfølgende blive trukket med 34 pct. af kvælstofkvoten - den sikre vej til at lukke og slukke.
Hvis man nu uden tvivl kunne dokumentere familien Forums andel af problemerne med vandkvaliteten i den nærliggende Hjarbæk Fjord, kunne et krav måske være rimeligt nok. Men sandheden er, at der i disse regnestykker er ganske mange ubekendte faktorer, som eksempelvis overløb fra rensningsanlæg. Og helt konkret det forhold, at en dæmning rent fysisk holder vandet inde i fjorden. Kunne det være, at dæmningen i sig selv udgør det største problem, fordi den standser vandudskiftning?
Nok ikke helt utænkeligt, og derfor er risikoen lige nu, at man lader landmænd bære en reduktionsbyrde bestemt af mennesker, der ikke har hverken tilstrækkelig viden eller det fornødne overblik over situationen. At beslutninger tages for at tækkes en vælgergruppe, der styres alene af fromme ønsker.
Landbrugs- og fødevaresminister Rasmus Prehn (S) har klogeligt understreget det indlysende, at der er tale om et oplæg, Men han kan egentlig lige så vel gå skridtet videre og skrotte det, for det er ganske ubrugeligt.
Der er ingen tvivl om, at landbruget bærer en del af ansvaret for udledning af kvælstoffer i danske vandløb og fjorde, men det retfærdiggør ikke beslutninger, der hviler på et usikkert grundlag.
