Vestjyske landmænd stopper naturpleje af frygt for ulveangreb

I takt med at ulvens habitat vokser, bliver naturplejernes bekymring større.

Allerede nu er landmænd i Vestjylland begyndt at indstille naturpleje ved græsning, og nu meldes der i Nordjylland om samme tendens. I de Vest- og Nordjyske områder, hvor ulve har slået sig ned, begynder landmænd nu at trække deres får og kvæg ind fra markerne og droppe naturplejen.

»Vi er på vej til at miste værdifuld lysåben natur på meget store arealer på grund af tilgroning som følge af manglende afgræsning eller slæt,« skriver Naturstyrelsen.

Ialt 340.000 hektar areal i landet kræver naturpleje, men både Naturstyrelsen og private lodsejere har i forvejen problemer med at få plejet arealerne tilstrækkeligt. Risiko for store tilbagebetalinger af støtte, manglende efterspørgsel af naturkød og komplicerede skatte- og momsregler er et par af de store udfordringer, der har gjort naturpleje uinteressant for landmændene.

Og dertil kommer så ulvefrygten.

Savner biologer

Landmand og naturplejer i Nordjylland Kim Andersen der tidligere på året mistede en kalv til en ulv, har trukket sine dyr tilbage fra sine naturplejearealer.

»Jeg synes det er forfærdeligt. Både på grund af den frygt vi skal gå med for vores dyr, og så de konsekvenser, det kommer til at have for naturen.«

»Der er blevet gjort et fantastisk stykke arbejde med naturpleje her i Nordjylland. Der hvor jeg startede for fem år siden var der tilgroet og utilnærmeligt. Nu ser vi både hvidtjørn og vilde jordbær vokse frem på plejearealerne,« siger Kim Andersen, der er overbevist om, at det vil blive en generel tendens, at naturplejere i området trækker deres dyr hjem.

Kim Andersen understreger, at der er gjort et godt stykke arbejde fra det offentliges side med at udvikle naturplejen, men at han savner biologernes deltagelse i debatten nu.

»Jeg synes, at de burde komme på banen og bidrage til at finde en løsning, for det her problem bliver meget stort, meget hurtigt,« lyder det fra Kim Andersen, der dagligt er i kontakt med andre husdyrholdere i området, der står i den samme situation som ham.

Ulf Nielsen fra Brøndum, der er naturplejende landmand på over 400 hektar jord tilslutter sig også bekymringen.

»jeg har naturpleje mange isolerede steder, og det kommer ikke til at kunne fortsætte, hvis ikke man finder en løsning på ulveproblemet. Det kan ikke lade sig gøre at indhegne det hele, og selv hvis det kunne ville jeg ikke kunne sove om natten med dyrene gående ude,« siger Ulf Nielsen, der også har haft ulveangreb på sine dyr.

Den 1. maj er der arrangeret et debatmøde i Brønderslev hvor mulighederne for naturpleje og friluftsliv i ulvebeboet terræn vil blive diskuteret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle