Vigtig afgørelse: Får landmænd dobbelt lussing for swap-lån?

Vestre Landsret afgør i morgen, om landmænd kan fradrage tab på swapaftaler i deres indkomst.

I morgen afgøres det, om op mod 2.000 landmænd slipper med en enkelt eller de får en dobbelt lussing for at have indgået en swap-aftale.

Problemet med swapaftalerne startede allerede for flere år siden, da aftalernes markedsmæssige værdi blev negativ og dermed reelt forøgede landbrugenes gæld.

Oven i hatten kom så, at Landsskatteretten forrige år underkendte landmændenes skattefradrag for tabene på swapaftalerne, noget der kan betyde yderligere tab i millionstørrelsen for landmændene.

Men Landbrug & Fødevarer har indbragt sagen om fradragsret for Vestre Landsret, der afgør sagen i morgen.

Sagen handler blandt andet om, hvorvidt et tab på en valuta-swap kan anses for at have ’erhvervsmæssigt tilknytning’, og om kontrakten kan placeres i virksomhedsordningen. Begge dele afviste Landsskatteretten..  

Sagen i Vestre Landsret er anlagt som en principiel sag af Landbrug & Fødevarer, der fik medhold fra både byretten og Kammeradvokaten,om at sagen er principiel. 

Det er Seges, der har ført sagen for Landbrug & Fødevarer.

”Landsskatterettens afgørelse strider direkte imod nogle principielle afgørelser fra Skatterådet i 2007 og 2011. Skatterådet afgjorde, at en swapaftale har erhvervsmæssig tilknytning, og derfor har landmændene haft god grund til at tro, at tabet er fradragsberettiget i deres indkomst,” siger specialkonsulent Jens Jul Jacobsen, Seges.

Han mener, at praksis, for hvad der har erhvervsmæssig tilknytning, er blevet strammet væsentligt, siden Skatterådets afgørelser.

”Det gør det umuligt for landmændene at agere ud fra, når Skatterådet i 2007 og 2011 siger, at det er acceptabelt, og en anden instans nogle år senere siger, at det ikke er acceptabelt."

"Hvis praksis fra Landsskatteretten fortsætter, så vil den skattemæssige bedømmelse afvige væsentligt fra bedømmelsen i alle andre sammenhænge,« siger Jens Jul Jacobsen.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle