Vrede over færre penge til nedrivning af faldefærdige huse

Regeringen skærer i antallet af kommuner, der kan søge tilskud til nedrivningen af faldefærdige huse. Det vækker stor utilfredshed hos Landdistrikternes Fællesråd.

Det vækker harme i landdistrikterne, at regeringen nu skærer i antallet af kommuner, som kan søge den statslige nedrivningspulje for at fjerne faldefærdige huse.

Det skriver Landdistrikternes Fællesråd i en pressemeddelelse.

I dag kan 70 kommuner søge puljen, men regeringen skærer det ned til 45, fordi der er afsat færre midler end tidligere. I 2014 og 2015 var der cirka 200 millioner kroner til nedrivning af faldefærdige huse, men i år er der kun afsat knap 55 millioner kroner. 

Puljen er essentiel i forhold til at udvikle yderområderne og gøre dem mere attraktive for dem, der bor der og for tilflyttere, mener formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

"Hvis vi vil skabe bedre forusætninger for at bo og leve i alle dele af Danmark, så skal vi også sikre en nedrivningspulje, der kan hjælpe kommunerne med at fjerne faldefærdige huse og lignende," siger han.

Områderne har brug for udvikling

Borgmestrene i yderkommunerne er enige, viser en rundspørge, Landdistrikternes Fællesråd har foretaget. Nedrivningspuljen er essentiel i udviklingen af udkantsområderne. 

"Det bekræfter os i, at der ikke er sat nok midler af. Der er simpelthen behov for en meget større indsats, end det, der er lagt op til i de kommende år," siger formand Steffen Damsgaard.

Rundspørgen omfatter 31 landkommuner, hvor alle borgmestre sig enige i, at nedrivningspuljen spiller en afgørende rolle for at kunne udvikle og forbedre landdistrikterne.

Kun to ud af de 31 kommuner mener, at de kan klare sig med færre midler, og 13 kommuner angiver et behov for flere eller markant flere midler.

Faktaboks

Fakta

  • 70 kommuner kan søge puljen
  • Det antal skæres til 45
  • I 2015 var der afsat 200 mio. kr. til nedrivning
  • I år er det tal 55 mio. kr. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle