Vurdering: 400.000 tyske grise i kø til slagtning

Tyske svineproducenter glæder sig over genstart af storslagteri. Presset er højt i svineproduktionen, lyder meldingen.

400.000 slagteklare grise står parat til at blive sendt på lastbiler, nu hvor Tönnies-slagteriet i Rheda-Wiedenbrück igen må slagte.

Sådan lyder vurderingen fra de tyske svineproducenter i foreningen ISN. Her er man tydeligt lettet over, at der nu er åbnet på landets største slagteri igen.

"Endelig kommer det vigtige signal for svineproducenterne om, at slagteriet i Rheda starter igen", udtaler ISN-administrerende direktør Dr. Torsten Staack lettet i en meddelelse.

400.000 grise svarer til knap det halve af den samlede tyske produktion på en uge. Torsten Staack frygter dog stadig, at presset på landbrugsbedrifterne og også slagtesvinemarkedet vil fortsætte.

"Det er vigtigt, at der nu slagtes betydelige mængder igen hurtigt i Rheda, for der er trods alt omkring 400.000 svin i køen til slagtning", siger han.

Alene i Rheda bliver der normalt - og før corona - slagtet mellem 20 og 25.000 grise per dag. Slagteriet er dog godkendt til op til 30.000 slagtninger.

Massiv smittespredning

Slagteriet i Rheda blev lukket midt i juni, da tests af medarbejdere hos Tönnies-koncernen viste massiv spredning af corona-virus. Omkring 1500 medarbejdere ud af 7000 på stedet testede positivt og de tyske myndigheder lukkede slagteri og udskæring, samt indførte nedlukning af hele lokalområdet.

Tönnies har nu fået lov at genåbne i fredags, men under stærkt skærpede hygiejnekrav.

Koncernen, der er ejet af Clemens Tönnies, er Tysklands suverænt største og har været massivt udskældt i de tyske medier for såvel smittespredningen og dens konsekvenser. Samtidig har tyske politikere taget skridt til at forbyde de såkaldte werkverträge, kolonnearbejdere, der arbejder under ringe arbejdsvilkår og ofte med dårlig indkvartering på mange tyske slagterier.

Shitstormen mod Tönnies har ført til offentliggørelsen af en 25-punkts plan, kaldet "sofortprogramm", straksprogram, fra koncernen.

Heri lover Tönnies, at man snarest muligt vil ansætte medarbejderne i koncernen frem for at hyre dem hos underleverandører. 1000 skal være ansat allerede inden udgangen af september, mens de resterende skal ansættes i de følgende seks måneder.

Derudover vil koncernen sikre bedre og mere tidssvarende indkvartering, frem for at have folk boende i tidligere kaserner.

Et andet punkt i  "sofort-programmet" er, at medarbejdere fremover skal bære mund- og næsebeskyttelse i produktionen, at der skal være skillevægge mellem arbejdspladserne i udskæringen og at der altid skal tilstræbes 1,5 meter afstand mellem medarbejderne.

Tönnies har hele vejen gennem smitteudbruddet i Rheda påpeget, at ventilationen og den lave temperatur i produktionen har været en stor faktor i den omfattende spredning. Derfor indfører man nu ventilation og filtrering, så det svarer til niveauerne i renrumsstuer på sygehuse, melder man.

Tönnies slagtede i 2019 over 16 mio. tyske grise - svarende til knap hver tredje tyske gris.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle