WHO har vågent øje på fugeinfluenza efter 11-årigs piges død

Verdenssundhedsorganisationen holder et vågent øje med fugleinfluenza efter flere tilfælde med mennesker.

Der er kommet øget fokus på, om hvorvidt fugleinfluenza - også kendt som H5N1 - kan spredes fra menneske til menneske.

Sådan lyder det fra verdenssundhedsorganisationen, WHO, efter at det blev fundet i to personer fra samme familie i Cambodja.

Den ene var en 11-årig pige, der døde som følge af at være blevet smittet. Efterfølgende blev hendes far konstateret smittet.

Det er dog uvist, hvordan smitten har bredt sig mellem de to. Om de har smittet hinanden eller er blevet smittet af eksempelvis det samme dyr.

Men WHO holder et vågent øje med situationen på globalt plan.

- Den globale H5N1-situation er bekymrende på grund af den udbredte smitte af virusset i fugle rundt om i verden samt det stigende antal tilfælde i pattedyr, inklusive mennesker, siger Sylvie Briand, der er direktør for WHO's afdeling for pandemi og epidemiske sygdomme.

- WHO tager risikoen fra denne virus seriøst og opfordrer til en højnet årvågenhed fra alle lande.

Tidligere i februar lød det fra WHO, at truslen fra fugleinfluenza mod mennesker var lav.

Fugleinfluenza smitter kun sjældent mennesker og hovedsageligt kun mennesker, som har haft nærkontakt med syge fugle eller fjerkræ, skriver Statens Serum Institut (SSI) i Danmark på sin hjemmeside.

Ofte ses kun milde eller ingen symptomer hos mennesker, eksempelvis i form af øjenbetændelse blandt folk, der har erhvervsmæssig smitteudsættelse fra en hønseflok, men særlige varianter af fugleinfluenzavirus kan dog give alvorlig sygdom hos mennesker. 

SSI skriver, at der aldrig har været rapporteret om smitte med fugleinfluenza til mennesker i Danmark.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle