Berigede bure forbedrer hønsenes dyrevelfærd

For dårligt at resten af EU ikke følger EUs direktiv, mener konsumægs-formand.

Alle danske ægproducenter lever op til EU-direktivet om berigede bure, og de fleste har gjort det en rum tid. Men billedet er noget anderledes i resten af EU, hvor cirka 20 mio. af de cirka 360 mio. æglæggere stadig er opstaldet i konventionelle bure.

»Det er simpelthen bare ikke godt nok. Der bør være sanktioner for lande, som ikke overholder EU-direktivet,« fastslog formanden for konsumægsgruppen, Bent Jensen, Ølgod, i beretningen på årsmødet i Landbrug & Fødevarer Erhvervsfjerkræsektion.

»Danske burægsproducenter har tilsammen investeret omkring 300-500 mio. kr. i omlægningen,« sagde han men konstaterede også, at de berigede bure har forbedret dyrevelfærden.

»Vores høner har nu siddepinde, skrabemateriale og redekasse - og de benytter sig af det. Jeg og mine kolleger har oplevet, at dyrene har fået en bedre tilværelse i de nye bure. Det skal vi som landmænd være stolte af og huske at fortælle omverdenen om.«

Endvidere har det resulteret i en effektivitetsfremgang.

Bent Jensen konstaterede, at 2012 blev et begivenhedsrigt år på godt og ondt med historisk høje foderpriser, som har presset økonomien til det yderste.

»Samtidig kunne vi se, at prisen på æg i EU også nåede historiske højder, især for produktæg, som følge af mangel på æg og spekulation, efter burforbuddet trådte i kraft. Disse høje ægpriser mærkede vi som producenter i Danmark ikke noget til på grund af vores faste kontrakter med pakkerierne,« sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle