Verdens største producenter af kyllinger og svin køber teknologi i Glyngøre

Skov A/S satser uden kompromis på forskning og udvikling for at være i front på det globale marked.

»I runde tal produceres der 50 mia. kyllinger i verden om året. Cirka 40 mia. af dem produceres af 250 virksomheder.«

Med et par faktuelle tal giver adm. direktør Jørgen Yde Jensen et indblik i den verden, som Skov A/S befinder sig i. Det er ved handel med verdens største kødproducenter, at Glyngøre-virksomheden henter hovedparten af sin omsætning.

Markedet er globalt

»Jeg har netop spist frokost med et par producenter fra Santiago i Chile, som ville høre om vores udstyr. For dem betyder det intet, om det stammer fra Australien, Japan, USA eller Glyngøre. De handler på alle måder globalt - og det er vi også nødt til at gøre,« siger Jørgen Yde Jensen.

»Men vi har også et stærkt hjemmemarked, og vi har haft stor gavn af at samarbejde tæt med danske landmænd, som hører til blandt de dygtigste i verden.«

Skov har på Vækstkonferencen et indlæg vedrørende Big Data, der er et af virksomhedens nye indsatsområder.

Navnet Skov A/S kædes ofte sammen med ventilation, men teknologi fra Skov omfatter i dag en lang række nødvendige managementfunktioner i staldene, herunder systemer til tildeling af foder, vand, vejning samt naturligvis samling af data for besætningen.

»Vores mål er hele tiden at gøre det muligt for kunden af optimere produktionen ved, at vi forsyner driftslederen med de bedste værktøjer til management. På den måde kan konsulenter øge værdien af deres rådgivning,« siger Jørgen Yde Jensen.

Han peger uden tøven på forskning og udvikling som den primære årsag til, at Skov er med helt i front, hvad angår betjening af verdens mest professionelle producenter af kød. Men medvirkende er også fokus på udvikling af stabile markedskanaler i hele verden.

»Omkring 70 personer her arbejder med forskning og udvikling, og så stor en satsning kender jeg ikke andre virksomheder i branchen, der har. Men vi anser det for nødvendigt med en kraftig satsning på udvikling for at sikre vores fremtid. Om 10 år vil der være under 20 betydende virksomheder inden for vores branche i verden, og vi arbejder for at være en af dem,« siger Jørgen Yde Jensen.

Intet at vinde ved udflytning

Glyngøre i toppen af Salling står ikke til diskussion som hjemsted for Skov, og her ved Limfjorden sker hele produktionen. For tiden gennemføres en investering på cirka 50 mio. kr., herunder i et højteknologisk testcenter for luftfysik.

»I 2015 gennemførte vi en benchmarking på en eventuel udflytning af dele af produktionen til Kina, Asien eller Østeuropa Men resultatet var, at vi på pris og kvalitet ikke kunne vinde noget ved en udflytning. Så i stedet bruger vi et to-cifret millionbeløb på at optimere herhjemme - bl.a. med øget brug af robotter,« siger Jørgen Yde Jensen.

Placeringen i det nordvestjyske opfatter direktøren ikke som noget problem.

»Vi ville ikke nødvendigvis have fordel af at ligge i Århus eller København. Vi anser EU for vores rekrutteringsbase, og vi kan hente mange dygtige softwarefolk i lande som f.eks. Rumænien. Men vores senest nyansatte er faktisk amerikaner.«

Faktaboks

Derfor kanditat:

  • Skov A/S har i en årrække præsteret høj og stabil vækst samt stigende eksport. I forhold til 2014 er nettoomsætningen steget med 23 procent og resultatet før skat med 77 procent. Virksomheden satser massivt på udvikling og fastholder produktionen i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle