Østeuropæisk megalandbrug styrtbløder: Taber 186 mio. på et år

Det store tab hos Trigon Agri - nu Agromino - skyldes især et frasalgsprogram, der gav store valutatab på op mod 175 mio. kr.

Med mulighed for billige jordlodder, lave lønninger og høje afkast har Østeuropa været en drøm for mange landmænd.

Men at det langtfra er så nemt, som det lyder, må man sande i megalandbruget Agrimino, tidligere kaldet Trigon Agri A/S, der driver landbrug i Estland, Ukraine og Rusland.

Selskabet har nemlig haft endnu et annus horribilis og kommer ud af 2016 med et underskud på 186 mio. kr.

Det skal ses i kølvandet på sidste års tab på 395 mio. kr., og således har selskabet, tabt intet mindre end 581 mio. kr. på bare to år.

Frasalg giver lussing

Årsagerne til de millionstore tab skal hovedsageligt findes i et større frasalgsprogram af en morgenmadsproduktion i Rusland, som Trigon Agri satte i søen allerede i 2015, og som nu er gået igennem.

Derudover har selskabet også fået en økonomisk lussing af en reevaluering af den russiske mejeribank. Denne reevaluering endte med at koste Trigon Agri og aktionærerne 41 mio. kr.

»Disse ting giver en række engangstab, som i høj grad har reduceret det finansielle resultat og i sidste ende fuldstændigt maskerer det profitable resultat på 10,1 mio. euro (75 mio. kr.) fra vores ukrainske landbrugsvirksomheder,« skriver adm. direktør Simon Boughton i årsregnskabet.

Lys for enden af tunnellen

I horisonten kan bestyrelsen, der bl.a. indbefatter danske Peter Gæmelke, dog forhåbentlig se mod et positivt resultat inden for overskuelig fremtid.

Selskabets tabsgivende driftsresultat er nemlig mere end halveret på bare et år, og således ender driften med at give et underskud på 11,7 mio. kr. mod 27,7 mio. kr. året forinden.

»2016 har været et vendepunkt for virksomheden, og restruktureringen af ledelsen, gælden og salget af aktiver, der ikke skal ses som en del af hovedforretningen, har givet det resultat, at virksomheden står i en stærk finansiel position til at bevæge sig fremad og fokusere på at levere en solid produktion og finansielle resultater,« skriver Simon Boughton i forbindelse med regnskabet.

Trigon Agris omsætning lå i 2016 på 291,5 mio. kr., hvilket er på niveau med sidste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle