100 initiativer skal skabe vækst uden for Valby Bakke

De to ministre Troels Lund Poulsen og Eva Kjer Hansen præsenterer i dag regeringens plan for »Vækst og udvikling i hele Danmark.«

Bedre bredbånd og bedre lånemuligheder, landbrugspakke med mere gødning, udflytning af statslige arbejdspladser, mere lokal magt over kyststrækninger.

Det er blot et lille udsnit af de »langt over 100 initiativer,« som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i dag præsenterer i form af planen »Vækst og udvikling i hele Danmark«.

Udspillet var noget af det, som regeringen gik til valg på. og i dag præsenteres den så ved et pressemøde i dag kl. 12.

Pressemødet er, med velvalgt signalværdi, henlagt til Midtjylland, nærmere betegnet Nørre Snede administrationsbygning.

 

Fem indsatsområder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vurderede i sin tale ved Venstres landsmøde i weekenden, at planen - forudsat at regeringen kan få dem alle gennemført – kan øge Danmarks øge vores velstand med 2,5 mia. kroner i de kommende år, og at initiativerne falder indenfor fem overordnede indsatsområder:

1. Forbedrede rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet.

2. Generelt bedre vilkår for produktion og investeringer.

3. Liberalisering af planloven og dermed bedre lokale udviklingsmuligheder.

4. Bedre muligheder for at bo og leve i hele Danmark.

5. Udflytning af statslige arbejdspladser.

»Staten skal blande sig mindre«

»Jeg vil ikke gå i detaljer med alle elementer her i formiddag, men blot pege på nogle få nye initiativer, som er centrale i udspillet: Vi vil ændre lovgivningen, så der skabes langt bedre udviklingsmuligheder i dele af landet, hvor lovgivningens rammer i dag er alt for snærende – f.eks. i landdistrikterne og langs visse kyststrækninger,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

»Staten skal simpelthen blande sig mindre, når gode projekter nyder bred, lokal opbakning. Det er trods alt lokalt, der hvor man lever livet, man har den stærkeste interesse i en balanceret og harmonisk udvikling. Derfor skal der være grænse for, hvor meget landspolitikere, lobbyister eller administratorer – fra en bekvem udkigspost i København K. – skal kunne blande sig,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Bedre bredbånd

Lars Løkke Rasmussen varslede »bedre rammer for at bo og leve i hele landet.«

»Derfor ønsker vi at bruge 300 millioner kroner til etablering af bredbånd de steder, hvor markedskræfterne ikke sikrer hurtig nok udrulning. Derfor fjerner vi den såkaldte seks-måneders-regel og gør de firkantede krav til rådighedsbeløb langt mere fleksible. Hvis familier i øvrigt har en sund økonomi, så skal de ikke forhindres adgang til bolig. Man skal kunne låne til bolig i hele landet,« sagde han.

Landbrugspakke ved årsskiftet

Regeringens landbrugspakke indgår også som et element i vækstplanen.

»Omkring årsskiftet lancerer vi en stor, sammenhængende landbrugs- og fødevarepakke, som skaber bedre udviklingsmuligheder, større råvaregrundlag og et stærkere fundament for vækst i fødevareerhvervet,« sagde statsministerne.

»Vi lovede en 16-punktsplan før valget og den er vi i fuld gang med at lægge sidste hånd på i netop disse uger. Lad os droppe den falske modsætning mellem land og by. Både landmanden, slagteriarbejderen og eksportsælgeren har brug for, at vi skaber bedre vilkår for landbruget. Det vil Venstre,« lød det p landsmødet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle