Amerikansk landmand reddet af naboer: Rykkede ud, da frosten kom

Amerikansk landmand kunne have mistet kartofler for hundredetusindvis af dollar, men hans naboer kom til undsætning, inden frosten kom.

Flere af USA's nordlige stater kæmper med hårdt vejr i disse uger, hvor sne og frost er kommet tidligt.

Blandt andet i North Dakota er majshøsten udsat pga. snestorm, men værre stod det til for nylig i staten Idaho, der står for næsten en tredjedel af USA's kartoffelproduktion, skriver CNN.

Her meldte vejrudsigten pludselig om hård frost, hvilket var ekstremt kritisk for især en enkelt landmand, der manglede meget af kartoffelhøsten.

Til undsætning kom op mod 50 nabolandmænd og ansatte med ni kartoffeloptagere, og ifølge Jason Larson, der filmede redningsaktionen, blev der reddet kartofler for flere hundredetusind dollar.

"Folk hjælper deres naboer. Der var ikke et sekund til at overveje det", siger Jason Larson, der arbejder på en gård nærheden, hvorfra der også blev sendt mandskab.

Videoen er siden gået viralt i amerikanske medier, og videoen er på Facebook alene set over en halv mio. gange.

Og selvom den værste krise blev afværget for landmanden i videoen, var det langt fra alle, der fik kartoflerne op inden frosten. 

Ifølge kartoffelindustrien i Idaho var stadig 15-20 pct. af Idahos kartofler i jorden et par dage efter frosten.

I det lokalområde, hvor landmanden fik reddet sin høst, mener man ikke, at frosten er kommet så tidligt siden 1985.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle