Arlas mælkepris tager kæmpe prishop

Der er sjældent set så stor stigning på Arlas mælkepris, som mejeriet nu melder ud.

Andelshaverne hos Arla ser frem mod et historisk stort løft af mælkeprisen for maj måned.

For den kommende måned vil mælkeproducenterne nemlig få 29,8 øre mere per kilo mælk. Det skriver Arla.

Normalvis svinger mælkeprisen med et par eurocent - hvilket svarer til under 11 øre - og dermed er den nye melding noget af et prishop. 

Grunden til det markante løft skal findes i de europæiske priser på mejeriråvarer, lyder det.

- Priserne på alle EU-mejeriråvarer er forsat med at stige markant, drevet af konventionel mælk og produkter baseret på konventionel mælk, især mozzarella og gul ost, skriver Arla i meddelelsen.

I april steg mælkeprisen med fire øre, mens den også i marts tog et markant spring, da mejeriet besluttede at betale 14,9 øre mere per kilo mælk for både konventionel og økologisk mælk. 

Dermed kommer Arlas acontopris for konventionel mælk fra 1. maj til at være 365,8 øre per kilo. Det gælder mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for Klimatjek.

Også den økologiske mælk stiger i denne omgang med 22,3 øre. Dermed hedder noteringen for økologisk mælk af førsteklasses kvalitet på 414,6 øre per kilo. 

 

 

De seneste måneder har der været meldinger om faldende mælkeindvejning rundt om i verden, hvilket også har været med til banke priserne opad. I denne nyeste markedsberetning lyder det dog fra Arla, at indvejningen ligger stabilt i EU. 

I Danmark var den ligefrem stigende, og det lader til, at de danske landmænd udnytter de stigende priser og indvejer mere mælk.

I markedsberetningen skriver Arla, at især efterspørgslen efter gul ost og mozzarella er stærk, ligesom bulkpriserne på smør er steget med 30 procent de sidste måneder. Prisen på industrismør har dermed slået rekorden fra 2017.

- Smørpriserne i EU er fortsat betydeligt højere end USA og Oceanien, hvilket gør eksport urealistisk, og eksporten forventes at forblive på et minimum, skriver Arla.

Også mælkepulver er en god forretning i Europa, lyder det.

-Priserne på mælkepulver har bevæget sig i forskellige retninger afhængigt af produkt og oprindelse. I Europa er situationen meget tydelig: Alt er stigende, og tilgængeligheden er meget lav for alle pulvertyper.

- På det globale marked er situationen dog langt mere kompleks. For sødmælkspulver har man set de første prisreduktioner i flere måneder. Især New Zealand er blevet ramt af de kinesiske Covid-nedlukninger, og priserne på almindeligt sødmælkspulver er faldet. Samtidig er priserne på instant-sødmælkspulver i New Zealand er steget voldsomt til en rekordhøjt niveau.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle