Avis: Faldende priser skaber frygt for ny krise i dansk landbrug

De priser, som danske landbrug kan tage for smågrise, svinekød og smør, er faldende. Det skaber krisefrygt.

Efter en kort fest ser landbruget igen ud til at få problemer med tømmermænd. Det vurderer to økonomer og en analytiker over for Jyllands-Posten.

Priserne på eksempelvis smør, smågrise og svinekød er faldende, og det hiver humøret i dansk landbrug med sig, lyder analysen.

"Efter et par år med høje priser på landbrugsvarer er de gode konjunkturer ved at være forbi. Svineproducenterne er allerede nu på vej ind i en ny lavkonjunktur, og mælkeproducenterne vil følge efter i 2018", siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef ved Seges, til Jyllands-Posten.

De fleste danske landbrug har kriseårene fra 2008 til 2016 i frisk erindring. Og nogle af dem ser stadig spor i regnskabsbøgerne, vurderer chefanalytiker hos AgroMarket Hans Fink.

"Det er selvsagt en bet, for mange landmænd har brug for en længere periode med gode priser for at få fyldt hullerne efter krisen op", siger han til Jyllands-Posten.

Analyser fra Seges viser, at en tredjedel af landmændene stort set ikke har tjent penge de seneste år. En del af dem har decideret tabt penge.

"Mælke- og svinepriserne har været høje i 2017, så de landmænd, der ikke har formået at tjene penge i det her år, har et problem", siger Klaus Kaiser til Jyllands-Posten.

Afdelingsdirektør hos Jyske Bank Michael Haahr Andersen fortæller til avisen, at krisen frem mod 2016 har efterladt en række landmænd med stor gæld og lav soliditet.

"Nogle af disse landmænd har en økonomi, der ikke er langsigtet holdbar, og de vil få vanskeligheder, i takt med at den kommende lavkonjunktur sætter ind, og likviditetsunderskuddene vokser", siger han til Jyllands-Posten.

Likvider er de midler et landbrug har til rådighed til at betale regninger med kort varsel.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle