»Objektive krav til kodning af ejendomme, tak«

Sidste års nye ejendomsvurderinger fyldte en del, da formanden for Familielandbruget Sydvest, Henrik Bertelsen, 12. marts aflagde sin formandsberetning til foreningens generalforsamling på Markedsrestaurationen i Brørup.

Han har især hæftet sig ved formuleringen om, at ejendom skal kodes som landbrug eller bolig, alt efter hvad der vejer tungest. Tidligere var formuleringen, at en ejendom skal kodes som landbrug, medmindre landbrugsdelen var af helt underordnet karakter. Udgangspunktet er, at der i fremtiden skal kodes efter, hvad der vejer tungest.

»Sammen med L&F rettede vi henvendelse til skatteministeren og fik tilsagn om, at det ikke er meningen, at loven skal medføre en stor omkodningsbølge fra landbrug til bolig med øget beskatning til følge. Det vil vi i Familielandbruget følge nøje, og vi vil fastholde ministeren på det løfte«, sagde Henrik Bertelsen.

Også emnet ejerformer var blandt hovedpointerne i formandens beretning om 2017. Henrik Bertelsen gav udtryk for en bekymring for, at en væsentlig del af dansk landbrugsjord i fremtiden kan blive et ’passivt investeringsobjekt’ for rigmænd og kapitalfonde.

»Det er muligt, at jeg er gammeldags, men jeg synes, danske landbrug skal drives, ejes og beboes af danske landmandsfamilier. Det skaber liv og omsætning i landdistrikterne og rammerne for et godt liv. Det synes jeg er værd at kæmpe for«.

Beretning affødte en fin debatlyst blandt de mere end 50 deltagere, som også lige ville have drøftet emner som biodiversitet, den kommende, nye kontingentmodel i L&F og tilskud til engpleje.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle