’Mr. Vindkraft’ ser kæmpe potentiale i SkyClean

Bag SkyClean står Henrik Stiesdal, der er en af landets pionerer inden for vindkraft.

Fra højre til venstre i Folketinget er der stor interesse for projektet SkyClean, der kan suge CO2 ud af atmosfæren og lagre det i jorden.

Det kom frem på et pressewebinar, som Landbrug & Fødevarer afholdt for nylig.

Især er der stor fidus til manden bag det firma, der satser stort på at lave halm om til biokul og brændstof.

Henrik Stiesdal hedder han og er det, man kan kalde en vindpioner.

»Henrik var med til at kickstarte vindmøllerne back in the days. Det her kan blive et lignende eventyr«, lød det eksempelvis fra Radikales Andreas Steenberg, der blev suppleret af Venstres Carsten Kissmeyer:

»Jeg kendte Henrik, da han lavede vindmøller. Når han går ind i noget, så er det, fordi der er perspektiv i det«.

Mr. Windpower

Henrik Stiesdal er et navn, de fleste i vindmølleindustrien kender. Mr. Windpower bliver han kaldt ifølge Politiken, og han har været med til at opføre de første danske vindmølleparker.

Fra sin pensionisttilværelse har han kastet sin opfindsomme hjerne ind på pyrolyse og SkyClean, hvor han vil følge opskriften fra vindmøllernes succes.

»Det, der gjorde, at vi lykkedes så godt, var, at vi begyndte nedefra og ikke med de store mastodontprojekter. Her starter vi med små anlæg og skalerer op, og der vil komme overraskelser undervejs«, sagde Henrik Stiesdal selv og fortsatte:

»Vi ville ikke bruge vores tid på det her, hvis vi ikke synes, det havde et kæmpe potentiale. Vi har meget store forventninger til den kommercielle udnyttelse af det her«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle