Analyse: Statsbesøg styrker samhandel

Kinas tredjemest magtfulde mand på besøg med et følge på 28 embedsmænd.

Kopenhagen Fur har netop været med statsminister Helle Thorning-Schmidt i Kina, og i fredags besøgte Kinas tredjemest magtfulde mand vores virksomhed i Glostrup. Den slags besøg er alfa og omega for handelsrelationerne mellem os og vore kinesiske kunder.

Det betyder meget, at de rigtige døre åbnes hurtigere, og hvor Kopenhagen Fur normalt skal bruge år og dage på at åbne sådanne døre, så brager statsministeren lige igennem. Statsbesøg bruges derfor til at etablere relationer, som kan være os gavnlige på en længere bane. Det er alfa og omega for Kopenhagen Fur, fordi virksomhedens og branchens samspil med myndigheder og embedsværk i Kina bliver mere og mere central i forhold til vores forretning.

Stort kinesisk besøg

I fredags havde Kopenhagen Fur så besøg af Zhang Baowen, som er viceformand i Det Kinesiske Kommunistpartis Stående Komite. Skal man placere ham hierarkisk, kan han anses for at være Kinas tredjemest magtfulde mand. Og han kom ikke ale-ne.

Med sig havde han samlet 28 embedsfolk, som alle kom til Glostrup for at opleve vores virksomhed på første hånd. Foruden Kopenhagen Fur besøgte han Folketinget, og han brugte en halv time med udenrigsminister Martin Lidegaard, før han tog til Glostrup til et aftenlangt møde med rundvisning, pelsmodeshow og middag.

Når vi taler om de her besøg, er vi i en anden boldgade. Her former vi direkte relationen imellem mennesker på meget højt niveau. Et besøg af den karakter betyder meget mere end et statsbesøg, men der er, for at bruge en udvandet metafor, også tale om, at vi hos Kopenhagen Fur vinder i lotteriet.

Pels på banen

En mand som Zhang Baowen kommer ellers ikke i nærheden af danske virksomhedsbesøg. Men at han vælger at besøge os, henfører vi som resultatet af langt tids godt samarbejde med det kinesiske embedsværk.

Det store spørgsmål er så, om sådan et besøg vil kunne aflæses direkte i auktionssalen, når 500 kinesiske kunder strømmer til auktionerne hos os. Svaret er: Nej, det kan vi nok ikke henføre i regnskaberne. Når vi har sådanne besøg, så er det for at sætte pels som et vigtigt samhandelsprodukt mellem Danmark og Kina på dagsordenen på den lange bane.

Og i forhold til at sætte dagsordenen med Kopenhagen Fur som hovedaktør er et møde som det i fredags utrolig vigtigt. Det giver os taletid på ministerniveau, og det er væsentligt for vores forretning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle