Andre skal have glæde af vores erfaringer

Lene og Keld Andersen håber stadig at kunne drive landbrug igen. Indtil da giver de gode råd videre i deres erfagruppe.

Erfaringer med at deltage i en erfagruppe har været rigtig gode for det bornholmske landmandspar, Lene og Keld Andersen. De har været igennem nogle barske år, der har givet dem dyrekøbte erfaringer, som de gerne deler med andre i den erfagruppe, socialkonsulent Gertrud Pedersen fra rådgivningsfirmaet Gefion startede på Bornholm sidste år. Og som parret med glæde deltager i. Gertrud Pedersen var med de første tre gange, derefter har gruppen selv holdt møderne.

Lene og Keld Andersen har stadig adresse på gården ved Gudhjem, men det er kun stuehuset, de lejer sig ind på, og en staldbygning til parrets hobbydyr, 20 Hereford og tre heste. Men kvæggården længere oppe på vejen er solgt - den gård, Keld købte i 1988, og som der blev bygget ny kvægstald til i 2005. Men deres bank holdt ifølge parret ikke en aftale fra 2005 om at se på nødvendige udvidelsesplaner. Og så var der sat en brat stopper for Lene og Kelds drøm om udvidelse af bedriften, og dermed blev der rykket helt rundt på planerne om fremtiden. Så meget, at Keld i dag er ansat på en anden kvæggård, mens Lene passer sit job som børne- og ungdomskonsulent under DBU.

God gruppe

»Vi var meget spændte, da vi skulle møde de andre i erfagruppen. Var det nogle, vi kendte i forvejen, øen er jo lille, og måske var der nogle med, som vi måske ikke havde så megen lyst til at være tætte med. Men det viste sig at være en rigtig god gruppe, der er tavshedspligt, og vi er trygge ved de andre deltagere og kan sagtens fortælle hinanden mange ting, som kan være med til at lukke op for samtaler om problemer med bedriften, økonomien og fremtidsudsigterne,« fortæller Lene og Keld Andersen.

»Vi sidder der jo alle sammen for at blive klogere. Måske er vi ikke alle ligestillede, men alle kan give deres erfaring videre, og det er det vigtigste.«

300 pct. landmand

Og det at være landmand er det, livet handler om for Keld Andersen, der er 55 år. Han siger selv, at han er landmand 300 procent, også selv om det har givet nogle skår i glæden at være aktiv landmand de sidste år, inden de måtte sælge bedriften på en barsk måde. Heldigvis herbåde han og Lene psykisk stærke, så de har kunnet modstå de »oplevelser«, et par af deres kreditorer udsatte dem for.

 

Gode råd

I 2005 blev der bygget kvægstald til 160 - 170 køer. Keld ville have 220 dyr, men banken sagde, at det var bedre at udvide to-tre år senere. Finanskrisen kom dog i den grad på tværs, så udvidelsesplanerne blev ikke til noget, der blev ikke omprioriteret, som der skulle, renten blev for høj, og overskuddet ville ikke vise sig.

Så efter turbolente måneder, hvor ejendomshandlere kom ind i billedet på en måde, som parret havde svært ved at acceptere, så er det hele foreløbig endt med, at bedriften blev solgt 9. september sidste år, hvor de nye ejere fik mulighed for at drive gården videre.

 

Så med al den modgang, hvad er så parrets gode råd til erfagruppen - og alle os andre?

 

Skriv altid referat af, hvad der bliver sagt på møder med banker, kreditorer med mere.

Lad ikke alt stå i mandens navn. Måske et særeje kan hjælpe, hvis man senere har brug for at eje.

Hold gerne virksomhedsmøder på neutral grund - ikke nødvendigvis på jeres ejendom.

Skriv aldrig under på noget før dagen efter. Sov på den beslutning, der er ved at blive truffet.

Pas godt på jer selv - og tænk jer om.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle