Bagatelsager om markblokke bliver færre

Fødevareminister Eva Kjer Hansen har fået grønt lys fra EU-Kommissionen til en forenkling, så små fejl i markblokke ikke længere skal sætte landmænds støtteansøgninger i stå.

FødevareErhverv indfører fra 2010 en form for bagatelgrænse i administrationen af markblokke.

Det sker, efter at fødevareminister Eva Kjer Hansen efter lang tids benarbejde har fået EU-Kommissionens accept af, at FødevareErhverv fremover selv må justere en markblok med op til 0,2 hektar, uden at kontakte de landmænd der har jord i markblokken.

Dermed slipper tusindvis af landmænd i fremtiden for kontrolbreve og forsinkende sagsbehandling, når direktoratet har konstateret en lille afvigelse mellem det areal, landmænd i en markblok samlet har søgt støtte til, og dét støtteberettigede areal, der er registreret i direktoratets database.

"Reglen er, at vi nu kan rette blokgrænsen administrativt uden kontakt til landmændene. I gamle dage - altså til nu - ville en "overdeklaration", hvor Olsen, Jensen og Nielsen tilsammen har anmeldt 12,2 hektar i en markblok, vi på forhånd har opmålt til 12 hektar, automatisk have medført, at direktoratet sendte kontrolbreve ud til dem alle tre med opklarende spørgsmål," siger specialkonsulent Peter Anthonisen, Fødevareministeriet.

Arealet skal være der

Peter Anthonisen understreger dog, at der ikke er tale om en decideret bagatelgrænse.

"Det ville vi måske godt have haft, men dét ville kommissionen under ingen omstændigheder acceptere," forklarer han.

Betingelsen for at direktoratet vil justere en markblok administrativt med op til 0,2 hektar er således, at sagsbehandleren i FødevareErhverv rent faktisk kan finde det manglende areal inden for markblokken.

"I direktoratet har sagsbehandlerne billeder i en særlig fin kvalitet og opløsning, og de kan måske se, at blokgrænsen et sted slår en lille utilsigtet bue i stedet for at gå ligeud. I så fald godkender vi ansøgningen med det ansøgte areal og retter selv blokgrænsen.

Men hvis overdeklarationen derimod skyldes, at landmanden har medregnet et maskinhus, er der ingen nåde," siger Peter Anthonisen.

5.000 overflødige kontrolbreve

Fødevareminister Eva Kjer Hansen er glad for resultatet:

"Jeg er meget tilfreds med resultatet af mine forhandlinger med EU-Kommissionen. Jeg arbejder for, at vi får et støttesystem som kan fungere og som der er rimelighed i. Havde vi haft den mulighed i år, kunne vi have undgået at sende mere end 5.000 høringsbreve ud om meget små markblokoverskridelser," siger hun.

Også Jon Birger Pedersen, afdelingsleder i Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, er positiv.

"Det lyder fornuftigt, men vi er selvfølgelig spændt på, hvordan det vil blive administreret i praksis. Vi ved jo, der hidtil har været sendt mange breve ud, hvor landmænd har skullet redegøre for afvigelser helt ned på 0,01 hektar," siger Jon Birger Pedersen.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle