Bliv ven med din bureaukrat

Det er en ganske opbyggelig historie, mælkeproducent Lars Kristensen fra Viborg-kanten kan fortælle i ugens avis. Ni uger, alt iberegnet, tog det kommunen at få godkendt hans byggeri til 700 køer - formentlig noget nær dansk rekord, i hvert fald for miljøsager i den vægtklasse. En række praktiske forhold gjorde godkendelsen nemmere, men det ændrer ikke på, at den helt afgørende forskel ligger i gensidig samarbejdsvilje. Lars inviterede både sin rådgiver og sagsbehandleren fra kommunen hjem på bedriften. Og det er nu en gang nemmere at se fornuften i f.eks. placering af en gyllebeholder ude i virkeligheden end på selv den bedste plantegning.

 

Vi kan kun glæde os over det gode eksempel fra Viborg og ønske Lars tillykke. Samt takke ham for at fortælle sin historie, der unægtelig ser anderledes ud end de ganske mange sager med helt modsat fortegn. Hvor tit har vi ikke måttet give plads til at fortælle om nidkære kontrollanter, der hiver blokken op for selv de mindste detaljer. Eller om kommuner, der bare sender et standardbrev om, at en ansøgning først bliver åbnet om et års tid. For slet ikke at nævne de enorme ressourcer, der alle steder i samfundet er brugt på farcen om randzonerne. Alle disse mange sager skaber et billede af et landbrug, der er i konstant konflikt med myndigheder og embedsmænd.

 

Konflikten er nok blevet mindre de senere år. Landbruget oplever en stigende lydhørhed i resten af samfundet, også hos de myndigheder der skal kontrollere os. Der er en klar erkendelse af, at Danmark har brug for produktive erhverv, og at det ikke nytter hele tiden at spænde ben for erhvervets udvikling.

 

Vi skal fortsat påtale, når nye regler er for tåbelige eller kontrollanter for emsige. Men jo mere vi kan løse problemerne konkret, jo bedre er det både for den enkelte landmand og for erhvervets almindelige anseelse. Også derfor er Lars Kristensens eksempel værd at efterligne så meget som muligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle