Bornholm i hård kamp for at redde slagteriet

Alle parter skal medvirke for at finde 25 mio. kr. i besparelse før 1. juni.

Find 25 mio. kr. i besparelser før 1. juni - ellers lukker slagteriet 1. september.

Det er det ultimatum, Danish Crown har stillet det bornholmske samfund over for. På spil er ikke alene de 190 arbejdsplader på selve slagteriet, yderligere cirka 165 arbejdspladser i følgeerhverv anslås at falde væk, hvis slagteriet på øen lukker.

 

Transport spiller nøglerolle

»Med en lønsum på slagteriet på cirka 68 mio. kr. om året kan 25 mio. slet ikke findes på slagteriet alene. Så alle parter - herunder stat og kommunen - skal med, hvis vi skal i mål med det,« siger formanden for Bornholms Landbrug, Lars-Ole Hjorth-Larsen, der selv leverer cirka 22.000 slagtesvin om året til slagteriet.

Målet er at reducere omkostningerne pr. kg svinekød, og her spiller transport en nøglerolle. Udgiften til transport skal ifølge tal fra Danish Crown nedbringes med 7-8 mio. kr. om året, men også el, vand og spildevand skal koste mindre, hvis omkostningerne skal svare til slagterier i andre dele af landet.

»De nævnte områder skal efter beregningerne bidrage med cirka 13 mio. kr., men det er jo politikernes bord,« siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Nedgang i lønnen på slagteriet er også på tale, uden at der endnu kan sættes beløb på den post.

»Vi håber også, at andelshaverne kan bidrage - evt. i form af billigere indtransport. Men vi vil også presse på for hurtigere behandling af miljøansøgningerne og om at få løsnet finansieringsknuden, så vi evt. kan få bygget flere stalde og dermed øge antallet af svin til flere end de cirka 450.000 om året, som slagtes nu. Det er jo også en vej til lavere omkostninger pr. kg,« siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Støtte er nødvendig

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (A), kalder redningen af slagteriet en kæmpestor opgave, som kun kan løses, hvis alle parter bidrager, herunder staten.

»Virksomheder herovre skal være 10 procent mere effektive for at kompensere for merudgiften til transport. Det skal regeringen bidrage til at løse, og jeg fornemmer, at der er en lydhørhed for det,« siger Winni Grosbøll.

»Der bruges milliarder andre steder i landet på togplaner og motorveje. Færgefarten er vores motorvej, som også må prioriteres, hvis vores erhvervsliv skal leve. Hvis slagteriet lukker, er jeg bange for, at mange af vores større virksomheder går samme vej.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle