Der indgår i alt 105 opgørelser i 2013-analysen.

Hæftet med Business Check på minkproduktionen i 2013 er nu opgjort, og den samlede opgørelse ligger snart i farmcockpittet. Grundlaget for Business Check er driftsgren-analyserne i årsrapporterne fra Videncentret for Landbrugs økonomidatabase. I alt indgår der 105 opgørelser i 2013-analysen. Business Check er en god mulighed for f.eks. erfagrupper til at sammenligne indtjeningen i minkproduktionen uden at blande finansiering og privatøkonomi ind i det.

Vigtigste tal

Tabellen viser de vigtigste nøgletal fra Business Check i 2012 og 2013. Lidt overraskende er »årets resultat« på 239 kr. pr. skind - kun 10 kr. bedre end 2012 på trods af en stigning i skindprisen på 103 kr. Forklaringen er dels stigende omkostninger, dels værdiansættelsen af beholdningsforskydningerne.

I 2012 blev beholdningerne opskrevet med 30 kr. pr. skind, hvor man i 2013 har fastholdt uændret værdi af skind og avlsdyr i status. Desuden er antal solgte skind i 2013 lavere end i 2012 på grund af udvidelser og det lave salg på decemberauktionen.

Stigning på 40 kr.

Fremstillingsprisen i 2013 er opgjort til 345 kr. pr. skind, hvilket er en stigning på 40 kr. i forhold til 2012. Stigende foderpriser udgør størstedelen af stigningen med 22 kr., og de sidste 18 kr. er især stigende vedligehold og løn. Med udsigten til faldende foderpriser i 2014 og meget velholdte farme er der god mulighed for langt de fleste farme til at »rulle« fremstillingsprisen tilbage til 2012-niveauet på ca. 300 kr. i gennemsnit.

Business Check er en mulighed, man direkte har, hvis man bruger landbrugscentrenes årsrapporter. For andre typer af årsrapporter er det relativt nemt at opstille en tilsvarende analyse og sammenligne det med resultaterne i farmcockpittet, for at se hvor ens produktion ligger i forhold til andre på de økonomiske nøgletal.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle