Af Nina Smith, økonomiprofessor og formand i Forenet Kredit
Et af de varmest emner inden for grøn omstilling er afgifter. Klimaafgifter. Jeg kender ingen erhvervsleder, som synes, det er en god idé at regulere med afgifter, Hverken DI, Dansk Erhverv eller Landbrug og Fødevarer. Og jeg kan sagtens forstå den enorme modstand mod CO2-afgifter, som dominerer stort set alle erhverv lige nu.
Men hvorfor peger de fleste økonomer så netop på afgifter som vejen frem? Både Klimarådets økonomer, de økonomiske vismænd, Cepos og mange flere taler for afgifter frem for kvoter, aftaler eller anden regulering. Det er, fordi det i teorien er den mest effektive og billigste måde at nå en given klimaindsats og CO2-reduktion med. Afgifter virker via markedet, og for enhver liberal økonom er markedsmekanismen normalt langt bedre at bruge end politisk fastsatte kvoter eller aftaler, fordi markedsmekanismen er effektiv og vil sikre, at man får en given klimaindsats til den laveste samfundsmæssige pris.
Jeg har selv talt for en CO2-afgift. Men jeg har også væsentlige bekymringer ved afgifter, og det er der to afgørende grunde til.
For det første gælder de teoretiske argumenter om afgifter kun, hvis alle verdens lande har samme afgifter på produktionen eller forbruget. Eller alternativt, at Danmark er en hermetisk lukket økonomi uden samhandel med andre lande. Hvis der er international handel, og der ikke indføres afgifter i andre lande, er den nationaløkonomiske teori om afgifter meget anderledes. Så kan nationale afgifter på produktionen meget let ende med blot at flytte produktionen udenlands til lande, som har højere CO2 udledninger pr. produceret enhed. Resultatet af nationale afgifter bliver i så fald bare højere global CO2-udledning, samt at dansk produktion flytter til udlandet. Præcis hvad mange landmænd for længst har sagt. Problemet kaldes lækageproblemet. Klimarådet har i sin seneste rapport, hvor det foreslår CO2 afgifter på op til 1.500 kr. pr. tons, forsøgt at råde lidt bod på det ved at foreslå et bundfradrag for afgifter. Men her kan djævlen jo komme til at ligge i detaljen, set fra den almindelige landmands side. De præcise udformninger af så store afgifter og bundfradrag kan formentlig sagtens være afgørende for, om en ellers rentabel bedrift kan overleve en sådan CO2 afgift.
Det fører over til den anden alvorlige bekymring: Hvis der skal pålægges så store afgifter, som f.eks. Klimarådet foreslår, kræver det et meget grundigt og troværdigt datagrundlag. Og den betingelse er ikke opfyldt. De seneste erfaringer med forskellige alvorlige fejl i data om landbrugets klimaaftryk kan med god grund give anledning at spørge, om afgifter i så stor størrelsesorden overhovedet kan implementeres på en troværdig måde, når data er fejlbehæftede eller usikre?
Disse betænkeligheder ændrer jo ikke ved, at Co2-belastningen i landbruget er en væsentlig udfordring, og at afgifter i den optimale verden er bedre end alle andre reguleringer. Derfor tror jeg, det er meget vigtigt for dansk landbrug at forberede sig godt, at have egne datagrundlag og stærke analyser af lækager liggende parate i skufferne og forlange, at de data, som bruges af andre i diskussionen om CO2 og klimapolitikker, skal være retvisende og nuancerede. Det ambitiøse CO2 mål, som Danmark har vedtaget, vil kræve så store klimatiltag, at alt andet vil være uansvarligt over for landbruget og for den sags skyld det øvrige erhvervsliv og i den sidste ende dansk økonomi.
