Corona kan forsinke stor grøn plan i EU

Den længe ventede strategi for, hvordan EU vil gøre landbruget grønnere, bliver næppe præsenteret i næste uge, som det var planlagt.

Oprindeligt skulle den have været præsenteret i slutningen af marts, men blev pga. corona udsat til 29. april, dvs. onsdag i den kommende uge.

Det ser dog ud til, at den længe ventede bæredygtighedsstrategi for EUs landbrug - kaldet Farm to Fork - kommer til at blive udsat yderligere.

Det afslører bl.a. et lækket notat fra EU-Kommissionen, som mediet Euractiv.com har fået fat i.

Notatet indikerer, at strategien bliver udsat til senere på året, og det er også fornemmelsen hos Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef hos Landbrug og Fødevarer.

»Det er i højeste grad usikkert, om strategien bliver præsenteret i næste uge. Der er rigtig meget, der peger på, at den ikke gør. Lige nu er al fokus på coronakrisen«, siger han og vil ikke give bud på, hvornår den så kommer:

»Det tror jeg stadig er til diskussion i Kommissionen. De er også interesserede i, at den får det rette fokus og ikke drukner i en tid, hvor alt handler om, hvordan vi håndterer den her krise«.

Ikke tid for nye byrder

I EU trækker forskellige kræfter i Kommissionen for enten at få den præsenteret nu eller afvente.

På den ene side har 38 grønne organisationer underskrevet et brev til Kommissions viceformand Frans Timmermans. Her skriver de, at tiden ikke er til udsættelse, fordi der er brug for en mere bæredygtig fødevareproduktion nu.

På den anden side har den europæiske landbrugsorganisation COPA ligeledes sendt et brev til landbrugsudvalget i Parlamentet, hvor man støtter en udsættelse og skriver, at coronapressede landmænd ikke har brug for nye byrder.

I en nylig høring har vicekommissionsformand Frans Timmermans lovet, at strategien kun bliver udsat uger, ikke måneder, hvis det sker.

Pesticider og økologi

Farm to Fork-strategien er en del af EUs store Grønne Pagt - også kendt som Green Deal.

Det overordnede mål med Farm to Fork er at gøre landbruget i Europa mere bæredygtigt.

Forbruget af pesticider og antibiotika skal ned, mens arealet med økologi skal op.

Især en ny pesticidregulering holder Landbrug & Fødevarer og Niels Lindberg Madsen skarpt øje med. Her er man bekymret for, at lande som Danmark, der har nedbragt sit forbrug meget allerede, bliver straffet.

»En risiko er, at man siger, at alle lande skal reducere med samme procentsats fra det udgangspunkt, som de har i dag. Det vil gøre det dyrere for os end vores europæiske kolleger, der har flere lavthængende frugter til rådighed. Det forsøger vi at gøre Kommissionen opmærksom på«, siger den EU-politiske chef.

Husk økonomien

Derudover fokuserer L&F på økonomien i det grønne:

»Vi vil sørge for, at man i EU husker, at bæredygtighed også er økonomi. Hvis man vil have landmændene til at investere i en grønnere produktion, kan det i vores optik kun blive til noget, hvis der er en indtjening og dermed nogle penge at investere for«.

Faktaboks

EUs Grønne Pagt:

  • Pagten er en vækststrategi, der skal gøre EU grønnere, men også mere moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig.
  • Den indeholder en hel række underplaner, bl.a. Farm to Fork-strategien. Biodiversitetsstrategien er også et særskilt punkt under EUs Grønne Pagt.
  • I pagten står, at EU ikke må have en nettoemission af drivhusgasser i 2050 - unionen skal altså være klimaneutral.
  • Den blev fremlagt 11. december 2019.
  • EU har lovet at støtte de mennesker, virksomheder og regioner, der bliver hårdest ramt af overgangen til grøn økonomi. 
  • Derfor bliver mindst 100 mia. euro mobiliseret i perioden 2021-2028.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle