Danske driftsledere vil ikke til udlandet

Flere bør overveje nogle år i udlandet for at øge deres erfaringsgrundlag, mener konsulent hos Danish Farm Design.

Henrik Nielsen bruger mellem 50 og 100 dage om året i udlandet, primært i Rusland og i de østeuropæiske lande, hvor han rådgiver om produktionsplanlægning på svineejendomme. Megen af den viden, han opnår, tager han med hjem til sine kolleger i Danish Farm Design, som inddrager erfaringerne i fremtidige staldprojekter.

"Den viden, vi som danskere har, er værdsat i udlandet, men vi må ikke overse, at vi også kan få megen inspiration fra Rusland og de andre østeuropæiske lande," siger Henrik Nielsen.

Han nævner eksempelvis, at man i udlandet i langt højere grad ser svineproduktion som en forretning og laver økonomiske kalkuler, før man sætter et tiltag i værk.

"Russere ser altid på svineproduktion med økonomiske øjne, og de har regneark for alle områder af produktionen," forklarer Henrik Nielsen.

Han tilføjer, at effektiviteten i mange besætninger i udlandet sagtens kan matche den hjemlige, så al snak om, at de ikke kan passe grise, bør ifølge Henrik Nielsen høre fortiden til.

Han erkender, at det tit kan være en udfordring at få det han kalder dansk bondekultur til at gå hånd i hånd med den business-mæssige indstilling, de russiske svineproduktioner bliver drevet efter.

"Men jeg tror, det vil være sundt for mange danske at få set svineproduktionen fra denne vinkel også," tilføjer han.

Efterspurgt

Danske driftsledere og andre med erfaring omkring praktisk svineproduktion er efterspurgte i udlandet. Henrik Nielsen får tit til opgave at rekruttere personale til at stå for større produktionsenheder i udlandet, men han løber tit ind i det problem, at unge danske ikke er særligt interesserede i at arbejde en periode i Rusland eller i et af de østeuropæiske lande.

"Det, synes jeg, er ærgerligt, for der er ingen tvivl om, at et år eller to som driftsleder i udlandet pynter på CV'et og kan give meget på det personlige plan," påpeger Henrik Nielsen der mener, at de unge på denne måde snyder sig selv for en stor oplevelse og erfaring.

"Hvis en ung driftsleder eller agrarøkonom ikke vil være selvstændig svineproducent men i stedet gå efter et job i agrobranchen eller som driftsleder, vil et år eller to i udlandet være en rigtig god ballast at have med," lyder opfordringen fra Henrik Nielsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle