Danske landmænd har værdier for 50 mia. kr. i udlandet

Op mod 7.000 danske landmænd har værdier for milliarder i udlandet.

Udlængsel. Eventyrlyst. Irritation over regler og langsom sagsbehandling. Der er mange forklaringer på, hvorfor danske landmænd har købt landbrug i udlandet.

Men én ting er sikkert: De har investeret mange milliarder i jord, stalde og dyr uden for landets grænser.

Over 25 mia. kr. er der investeret. Dertil kommer, at markedsværdien af investeringerne i dag er oppe i omegnen af 50 mia. kr. Det mener flere kilder, LandbrugsAvisen har talt med.

»Vi vurderer, at vores 73 medlemmer har investeret cirka 23 mia. kr. i landbrug i udlandet. Dertil kommer yderligere godt to mia. kr., som er investeret af omkring 30 andre danske selskaber med landbrug i udlandet,« siger Johannes V. Hansen, der er daglig leder af foreningen Danish Farmers Abroad, der er interesseorganisation for danske landmænd i udlandet.

Han understreger, at opgørelsen ikke er videnskabelig, og at den derfor skal tages med et lille forbehold.

»Men vi tager løbende pulsen på vore medlemmers aktivitetsniveau, hvor stor deres produktion er, og når de udvider eller indskrænker. Så helt skæv er vurderingen ikke,« siger Johannes V. Hansen.

Til sammenligning svarer de 25 mia. kr. til summen af de samlede investeringer, som danske landmænd gør i Danmark i løbet af en periode på tre til fire år.

Investeret over mange år

De 25 mia. kr. er investeret over mange år. Investeringerne tog især fart efter murens fald i november 1989, hvor køen af danske landmænd med mod på det tidligere Østtyskland og Polen nærmest voksede hver dag.

I nutidsværdi løber markedsværdien af investeringerne op i omegnen af 50 mia. kr. Det vurderer flere kilder, LandbrugsAvisen har talt med.

»I mange tilfælde er jorden købt for mange år siden og til lave priser. Værdien er steget betragteligt, og mange steder er jordens værdi mangedoblet. Dertil kommer, at mange staldanlæg både er købt og renoveret billigt, og at mange af dem i dag står som moderne og funktionsdygtige anlæg,« siger Johannes V. Hansen.

»Skulle der bygges nyt, ville udgiften være markant større, end det beløb de er købt og renoveret for. På den måde er der skabt en masse værdier ud af noget, der ikke var meget værd,« siger han.

De godt 100 danske selskaber med landbrugsaktiviteter i udlandet er typisk organiseret med et dansk holdingselskab, som de udenlandske aktiviteter ligger i. Holdingselskaberne er næsten alle sammen aktieselskaber, men der er også eksempler på anpartsselskaber.

700.000 kr. pr. landmand

Der er omkring 6.500 ejere og aktionærer i de 73 selskaber, der er medlemmer af Danish Farmers Abroad. Dertil kommer op mod 500 i de omkring 30 andre danske selskaber, der ejer landbrug i udlandet.

Af de i alt cirka 7.000 ejere og aktionærer er de allerfleste - formentlig et godt stykke over 90 procent - danske landmænd. Med en samlet værdi af aktiviteterne på 50 mia. kr. er der tale om godt 700.000 kr. i gennemsnit pr. landmand.

Selskaberne har vist forskelligt antal ejere. 19 af selskaberne har kun en ejer, mens syv har over 100 ejere. Børsnoterede FirstFarms er det selskab, der har flest aktionærer, nemlig cirka 3.700.

 

SØJLEDIAGRAM

Antal ejere i danske landbrugsselskaber i udlandet

En tredjedel af selskaberne har over fem aktionærer.

 

Kilde: Danish Farmers Abroad

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle