Der er stadig lang vej til månen for de første grise

Flere ministre og embedsmænd har kastet tid, penge og politisk kapital i Månegrisprojektet. Selvom projektet blev født for to år siden, er der stadig lang vej, før den første stald til månegrise bliver bygget.

Månegrisen ligner ikke de øvrige projekter, VSP, Foulum eller danske universiteter deltager i.

»Månegrisen er et projekt, der skal vise, at vi i fremtiden kan stille krav til, hvad der kommer ud af stalden af lugt, ammoniak og andre restprodukter, snarere end til produktionens størrelse,« forklarede Anders Klöcker, NaturErhvervstyrelsen, på et møde om månegrisen i forbindelse med VSPs staldseminar.

På mødet deltog en bred vifte af personer, institutioner og virksomheder, der leverer staldteknik til landbruget.

Virksomheder, som Anders Klöcker, ses som potentielle deltagere i det konsortie, der skal få månegrisen til at flyve.

Konsortie

Månegrisen er tænkt som et demonstrationsprojekt, der kan vise hvad dansk teknik og knowhow kan præstere, når firmaer og videnscentre slår kræfterne sammen.

»Vi ser månegrisstalden udviklet og bygget af et konsortie mellem private og offentlige institutioner. Det er en ny måde at samarbejde på,« sagde Anders Klöcker.

Konsortier er velkendte inden for blandt andet byggeriet, hvor virksomheder, der er stærke på hver sit felt, slår kræfterne sammen, når der skal bygges en bro eller en metro.

Men et tæt samarbejde i et konsortie mellem private virksomheder, der normalt ser hinanden som konkurrenter, kræver tilvænning for parterne.

Det er NaturErhvervstyrelsens tanke, at der i løbet af i år skal dannes et eller flere konsortier, der kan byde ind med hver sin udgave af en månegrisstald.

Der kører allerede forskellige teknologiprojekter i forbindelse med månegrisen, men så længe der ikke er dannet et konsortie, er det svært at angive en tidsplan.

»Vi regner med at fastlægge funktionskrav til stalden inden årets udgang, og at stalden kan stå klar i 2017 eller 2018,« sagde Anders Klöcker.

Modelstald

Månegrisstalden skal gerne være på mindst 2.200 stipladser for størrelsesmæssigt at ligne en almindelig slagtesvinestald. Det skal også være en stald, der er på forkant når det drejer sig om miljø og velfærd.

»Men vi har også øje for, at månegrisstalden ikke må blive dyrere, end at den er kommercielt bæredygtig,« understregede Anders Klöcker.

Han håber, at der kommer mindst tre støtteværdige projekter at vælge mellem.

Faktaboks

5 Anbefalinger om månegrisen og konsortier

  1. Konsortie: Afstem dine og de andre deltageres forventninger til arbejdet, indsatsen og økonomien i konsortiet 
  2. Rettigheder: Bliver der udviklet eller opfundet nye teknologier under projektet, skal det på forhånd være afklaret, hvem der har rettighederne 
  3. Tilskud: Jo mere avancerede teknologier, der bydes ind med, jo større kan tilskuddet være
  4. Få deltagere: Erfaringsmæssigt er konsortier med få deltagere lettere at få til at fungere end konsortier med mange deltagere
  5. Ledelse: Projektledelsen har det daglige ansvar i konsortiet. En styregruppe følger arbejdet på afstand og mødes nogle gange årligt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle