Det gælder om at finde løsningen

Tilbud til landmænd og deres familier om kriserådgivning er godt i gang.

Vi ved det jo godt. Alle kan blive ramt af en krise der gør, at familiens fremtid kan vakle. Men langt fra alle ved, hvor man lige går hen og kan få den rådgivning, der kan hjælpe en godt videre.

En mulighed er at kontakte Videncentret for Landbrug, fordi her kører et landsdækkende projekt, der tilbyder familier hotline-hjælp, startpakke til at komme videre og et medlemskab af erfagrupper.

Projektet startede i april 2012, fordi mange socialkonsulenter så, at der var flere og flere, der måtte forlade bedriften. Ordningen kører foreløbig til marts 2015. I starten var det især hotline-telefonen, der var interesse for, nu er interessen også i høj grad for at være med i en af erfagrupperne, som der kører 10 af rundt om i landet.

Finde en løsning

For selv om krisen nogle steder ser ud at være lettet en smule, er der stadig landmænd, der oplever, at banken lukker kassen i, at banker har ladet landmænd drive gården - men pludselig er der en køber, så slægtsgården kan være solgt på en måned.

Uvished blandet med følelser, fordi arbejdspladsen og familielivet hører sammen, det er noget af det, der kan være ekstra svært for landmandsfamilier at klare, og her er erfagrupperne en del af løsningen på det at skulle forlade eller drive en bedrift videre på ændrede vilkår.

For her kan man uden at skulle tænke på konsekvenserne tale frit med kolleger, der kan lytte, give råd eller trøst måske endda,« fortæller specialkonsulent og projektleder Bodil Irene Jensen, Videncentret for Landbrug.

Indhold

Projektet omfatter: Hotline - telefonisk akut kriserådgivning, 166 opkald har man taget sig af på godt to år.

Startpakker - op til fem timers samtaler og rådgivning. Her har der været 62 startpakker.

Hotline og startpakke er til landmænd, der har et langvarigt forløb med dårlig økonomi. De går måske og venter på, at banken beslutter, om de kan fortsætte bedriften, eller det ender med et tvangssalg. En del af landmændene er under konkurs og har måske været igennem en tvangsauktion. Så ofte er man ret slidt som familie, måske med depression, og forholdet til familien, banken og netværket kan være fyldt med problemer. Det kan også være, at landmanden kommet på sygedagpenge eller er tilmeldt jobcenter som ledig.

Erfagrupper, tre møder med seks-ti deltagere, typisk med landmand og ægtefælle. Nu kører der 10 erfagrupper.

Man er ikke alene

Socialkonsulenterne understreger, at noget af det vigtigste, man kan opleve, er, at man ikke er alene, når krisen skyller hen over familien.

Specielt i tyndt befolkede områder har man frygtet, at det kunne blive lidt svært at finde kandidater til erfagrupperne. Måske kender alle hinanden for godt, eller der er for langt imellem dem, der kan få glæde af at være med, men det er ikke noget problem i virkeligheden, lyder meldingerne fra konsulenterne.

Ordningen med erfagrupper er dels egenfinansisering, dels midler fra Videncentret for Landbrug, L&F, Veluxfonden og Foreningen Østifterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle