DLR: Stor forskel på byggepris og vurdering

DLR ser på aktuelle salgspriser, men skeler også til bedrifternes størrelse og placering.

Direktør Jens Kr. A. Møller, DLR, bekræfter, at der nemt kan være stor forskel på byggeprisen og DLRs vurdering. Faktisk er det snarere reglen end undtagelsen.

»Landmanden har utvivlsomt ret, men vi kan ikke gøre andet.

Lovgivningen siger, at prisen skal afspejle det, bedriften kan afsættes til inden for en normal salgsperiode, og derfor følger vi de konstaterede handelspriser for produktionsejendomme.

Det gælder for kyllinger, men det gælder også helt tilsvarende for bedrifter med køer, svin eller dambrug for den sags skyld.

For kvægstalde kan man for eksempel have, at det koster 75.000 kr. pr. koplads at bygge, mens vi kun vurderer værdien til 45.000 kr. ud fra de aktuelle salgspriser, så her er situationen altså helt tilsvarende,« siger Jens Kr. A. Møller.

Han afviser, at DLR anvender gamle tal for, hvad produktionsejendomme er værd, men erkender samtidig, at der er et paradoks i, at der næppe handles ret mange nybyggede stalde.

Han ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men siger dog:

»Det er ikke fordi, vi vil genere landmanden eller ikke vil låne ud. Vi lever af udlån. Vi har heller ingen negativ holdning til kyllinger, snarere tværtimod,« siger han.

Hvis forskellen mellem byggepris og vurdering bliver for stor, opfordrer han til at overveje, om det er den rigtige byggepris.

»Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem pris og kvalitet, men der er ingen garanti for, at der er købere, der vil betale en tilsvarende højere pris.« Hvad skal landmanden så gøre, hvis han kun kan låne til 30 procent af byggeprisen?

»Så må han låne resten andre steder, for eksempel i banken - sådan er det.«

Ud over tallene for de aktuelle salgspriser skeler DLR også til bedrifternes størrelse og placering.

»Det er klart, at størrelsen spiller ind på værdien og omsætteligheden af en ejendom. Nogle anlæg er for små og andre for store til at der reelt er købere. Det påvirker lånemulighederne.

Det spiller ikke så stor en rolle, hvor i landet ejendommen ligger, bare den ikke ligger for tæt på byområder, og så skal der helst være et passende jordtilliggende. Det øger typisk ejendommens værdi og lånemuligheder, hvis den ligger i et område med mange tilsvarende produktionsejendomme,« siger Jens Kr. A. Møller og tilføjer, at Tommy Didriksen er velkommen til at ringe til ham.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle