Af Anna Grete Søberg, Hørslev Bole
Nej, nej, det er alt for tidligt! I morges, da jeg gik ud på terrassen for at tage bestik af den nye dag, fornemmede jeg et strejf af efterår, en skarphed i luften. Mine stokroser er nu tre meter høje og kan ikke holde balancen længere, men de skal have lov at sætte frø, før jeg høster dem.
Nu nu nyder jeg min eftermiddagskaffe herude under tag, men regnen trommer fint på det, og meget af høsten står endnu på markerne. Jeg lever voldsomt med i virksomheden derude i landbruget, jeg bliver også drillet med det engang imellem »Du er ik’ engang fød’ op ve’et!« Nej, men i 40 år har min families ve og vel været afhængig af markens grøde og vejr og vind, det gik mig i blodet at skulle holde modet oppe, når det så mørkt ud. Så i øjeblikket går jeg nok på randen af en depression, indtil al det dejlige korn er i hus.
Ellers har denne søndag været mig god. Mit hus har været fyldt til yderste krog med snak, latter og børnetummel, ja og julesange på klaveret (hvad mon naboerne tænker, at jeg ikke er orienteret i tid og sted?). To af mine sønner havde sat hinanden stævne her for at udveksle vugge og børnetøj, da de unge i hovedstaden venter deres første barn i efteråret. Jeg blev så rørt, da min jyske svigerdatter kom med en stor pose med alle de trøjer, jeg har strikket til hendes tre. Alt har hun passet på, det var så fint som nyt. Og min islandske svigerdatter sad der rund og frodig og blev rød af glæde.
Selvfølgelig tænker jeg tilbage på min egen tid med småbørn, jeg fik lov at gå hjemme hos dem, intet gik jeg glip af. Nu har alle mine unge ansvarsfulde jobs, som skal passes sammen med natteroderi, tandbøvl, mavepiner og henten og bringen. Og de i København har ingen nære pårørende til at aflaste. Jeg må lære at tage toget, når det brænder på. Bekymring, dit navn er »kvinde«!.
Sommeren har ellers været mig god. Mange fester har været begavet med fint sommervejr, først og sidst Sankt Hans aften med gamle naboer, familietræf i min vens have med et halvt hundrede deltagere, og sidst en familiefest på det gode skib »Anemonen« på Maribo sø - skønt og hyggeligt alt sammen, så jeg burde være mere taknemlig. Men årene begynder at sætte spor, alle de kontroller hos lægen, som min aldersklasse skal passe Vi bliver jo holdt kunstigt i live, men alternativet ønsker vi jo heller ikke. Jeg øver mig i at komme nemt om ved praktiske ting, f.eks. at købe færdig tærtedejg til porretærten i dag, den gik som varmt brød. Selvgjort behøver ikke at være det bedste. Men nu vil jeg lægge en pind i pejsen og sætte mig med det nye, lyseblå strikketøj og tænke på denne gode dag.
