Fødevarevirksomhederne tvivler på Danmark

Udsigterne for produktion og indtjening er bedst i udlandet, viser en konjunkturanalyse fra Landbrug & Fødevarer.

Fødevarevirksomhederne ser lysere på fremtiden - i hvert fald på langt sigt. Det kniber til gengæld mere på kort sigt og på hjemmemarkedet.

Det er nogle af konklusionerne på en konjunkturanalyse, Landbrug & Fødevarer har lavet blandt sine medlemsvirksomheder. Og som blev præsenteret på årsmødet torsdag.

Virksomhederne ser fortsat de bedste muligheder i udlandet, både med hensyn til jobs, investeringer og resultater.

Mangel på råvarer

Ud over for få ordrer, manglende godkendelser og for mange lovkrav angiver virksomhederne nu også mangel på råvarer som den næststørste begrænsning.

"Det er helt afgørende, at de anbefalinger, der kommer ud af Natur- og Landbrugskommissionens arbejde, giver mulighed for en fortsat udvikling af produktionen i Danmark. Hvis ikke, vil det gå ud over både eksporten og beskæftigelsen i Danmark," siger cheføkonom Leif Nielsen, Landbrug & Fødevarer.

Flere job i udlandet

Selv om forventningerne er svækkede, forventer virksomhederne fortsat stigende produktion i Danmark og endnu mere i de udenlandske aktiviteter. På langt sigt forventer henholdsvis 33 og 37 procent fremgang i resultatet af de danske og udenlandske aktiviteter.

Jobskabelsen sker primært i udlandet. På langt sigt forventer halvdelen af virksomhederne at øge antallet af medarbejdere i udlandet, mens fire procent forventer at reducere.

Til sammenligning forventer hver fjerde virksomhed at skabe nye job i Danmark, mens 19 procent forventer at nedlægge job.

Flere investeringer

Der er stigende forventninger til investeringer i Danmark på længere sigt efter en nedgang i forventningerne i de to seneste kvartaler.

Forventningerne til investeringer i udlandet er fortsat markant højere end forventningerne til investeringer i Danmark.

Landbrug & Fødevarers konjunkturmåling gennemføres fire gange årligt. Virksomhederne bliver blandt andet spurgt om deres forventninger til produktion, lager, ordrer, resultat, beskæftigelse, investeringer, priser og produktionsbegrænsninger - på kort og langt sigt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle