Første frøafgrøder klar til høst i weekenden

Skårlægning af engrapgræs og høst af bakkesvingel skyder 2013-høsten i gang.

»Den tidlige sort i engrapgræs, Balin, bliver måske skårlagt i weekenden de allerførste steder. Eller i starten af næste uge, afhængig af vejret.«

Det vurderer Birthe Kjærsgaard, avlschef i DLF-Trifolium.

Også høsten af bakkesvingel, som nogle nok kender under navnet stivbladet svingel, er lige om hjørnet. De første går nok i gang midt i næste uge, anslår hun.

»Starten på frøhøsten er næsten normal trods det sene forår. Kun tre-fire dage senere end et gennemsnitligt år. Selvom vi selvfølgelig også har tidlige år, hvor høsten er startet noget før,« siger hun.

Rødsvingel, hundegræs, rajgræs

Også den lille afgrøde alm. rapgræs er en af de tidligste, og den skårlægges msåke også i næste uge, vurderer Carsten Jørgensen, avlsleder i Hunsballe Frø.

Derpå følger skårlægning af hundegræs, så engsvingel, og midt i juli høst af rødsvingel. Derpå strandsvingel før den store høst af rajgræs så småt starter i slutningen af juli og varer cirka til midt i august.

Brug for sol og sommer

Begge avlsledere synes generelt, at frøgræsset ser rigtig pænt ud over hele landet, og der står pæne frøstængler i markerne. Men de er også enige om, at det hele mere eller mindre afhænger af vejret den næste måneds tid.

»De pæne frøstængler kan sagtens ødelægges af regn. Så for at få en ordentlig indlejring i frøene og frøfylde skal vi have sol og godt sommervejr nu. Jo mere, jo bedre,« lyder det fra Birthe Kjærsgaard, der også fremhæver vigtigheden af godt vejr under selve høsten, så spildet minimeres.

Også Carsten Jørgensen sukker efter sol og sommervarme.

»Hvidkløveren er ved at være i fuld blomst. Og så er det bare vigtigt, at der kommer 3-4 dage med gode bestøvningsforhold, så bierne er flittige derude. Ellers sker der ikke en ordentlig bestøvning.«

Efter bestøvning af hvidkløver går der 22-25 dage til høst.

Carsten Jørgensen er bekymret over, at kraftig regn har fået især rajgræs og engrapgræs til at gå i leje.

»Bestøvningen i rajgræs er i fuld gang lige nu. Men mange steder er afgrøden gået mere i leje, end vi kunne ønske os. Så jeg kan være lidt bekymret for, hvor god en bestøvning vi får i de marker, der ligger ned,« siger Carsten Jørgensen. Han minder om, at den afsluttende svampesprøjtning i rajgræs med Bell eller Folicur skal laves sidst i juni. »Det er den svampesprøjtning, vi får størst betaling for at lave.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle