Finanstilsynet: Pas på rentestigninger

Landmænd bør overveje at konvertere nogle af lånene til fast forrentede lån, mener direktør i Finansrådet.

Landbruget er det erhverv, der har langt den største andel af sine udlån i variabelt forrentede lån. Det gør landbruget ekstra følsomt for rentestigning. Det påpegede den nye direktør for Finanstilsynet, Jesper Berg, ved et temamøde på Landbrug & Fødevarer’s delegeretmøde onsdag.

Helt konkret er 85 procent af landbrugets gæld variabelt forrentet, og halvdelen af gælden til kreditforeningerne er afdragsfri.

»Landbruget skal passe på rentestigninger,« sagde han og anbefalede, at en del af gælden konverteres til fast forrentede lån.

»Det har aldrig været billigere end nu at forsikre sig på den måde, og falder renten yderligere, kan man konvertere,« lød anbefalingen fortsat.

Pt. Er den korte rente lidt over nul procent, mens den lange rente er lidt under tre procent - den laveste i mange år.

Landbrug har givet banker tab

Jesper Berg lagde ikke skjul på, at landbruget har givet bankerne tab. I 2014 tre procent. Og uanset om man ser på 2014 eller de akkumulerede tab, har tabet været større end på noget andet erhverv. Selv fast ejendom og bygge- og anlæg.

»Landbruget er et dejligt, men dyrt bekendskab,« siger han.

Ikke desto mindre er banksektoren robust over for flere tab på landbrug. Selv ved yderligere nedskrivninger på landbrug på 10 procent vil kun to pengeinstitutter ende med en negativ solvensdækning.

»De fleste kan godt klare, hvad der kan komme af tab,« siger han.

Aflivede myter

Jesper Berg forsøgte også at aflive en række myter, der trives i landbruget om Finanstilsynet.

Dels, at negative driftsresultater i landbruget ikke automatisk fører til krav om nedskrivning.

»Det kommer an på udsigterne,« siger han.

Desuden dikterer Finanstilsynet ikke pengeinstitutternes værdiansættelse af landbrugsjord. Deres takster er vejledende.

Jesper Berg havde også hørt, at nogen siger, at Finanstilsynet kræver, at staldanlæg nedskrives over fire år.

»Det er forkert. Det er typisk 10-15 år, men vi forlanger, at man begynder at afskrive inden fem år,« lød hans forklaring.

Faktaboks

  • Pengeinstitutterne har nedskrevet 15 procent på deres landbrugs-eksponeringer
  • Langt hovedparten kan klare store yderligere tab
  • 10 pct. nedskrivning mere vil give to banker negativ solvensoverdækning

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle