Fremtidens landbrug – fra bedrift til virksomhed

Videncentret for Landbrug har via en ny fremskrivning af strukturudviklingen i dansk landbrug givet alle et kig ind i krystalkuglen.

Prognosen fortæller, at der i de næste 10 år bliver endnu færre, større og mere specialiserede bedrifter. Det betyder, at heltidsbedrifterne reduceres fra godt 11.000 til omtrent 8.000. Eller sagt på en anden måde: Næsten hvert tredje heltidsbrug vil ophøre inden for de næste 10 år!

De større og mere komplekse landbrug, vi kommer til at se i fremtiden, vil helt automatisk stille større krav til landmanden som virksomhedsleder. Han vil blive udfordret på områder som f.eks. ledelse, strategi, økonomi- og risikostyring, finansiering og forretningsudvikling.

Landmanden vil ikke kun ved selvsyn kunne konstatere, at han bliver presset på sine kompetencer. De finansielle institutioner vil vurdere hans landbrugsvirksomhed på lige fod med andre virksomheder. Det betyder, at han fremadrettet vil blive mødt med krav om at have en klar strategi, fuldt overblik over sin bedrift og bevidsthed om egne styrker og svagheder.

Disse krav til landmanden vil forplante sig til næste generation. I fremtiden vil banker og realkreditinstitutter i forbindelse med et generationsskifte have demonstreret, at også næste generation besidder de rigtige kompetencer og kan sætte det rigtige hold til sparring. Har man lav egenkapital, forstærkes kravene til at demonstrere, at virksomhedsledelsen er i top.

Landmanden vil ligesom andre virksomhedsledere være nødt til at udbygge sin egen erfaring ved at hente ekstern ekspertise og sparring ind. Det kan være i form af rådgivning, en selskabsbestyrelse i et kapitalselskab eller et advisory board i en personligt ejet virksomhed. Det er helt naturligt at udbygge kompetencerne i forhold til driften og udviklingen af de store landbrugsvirksomheder og få input fra andre brancher.

Man kan også forestille sig mentorlignende ordninger, som kan hjælpe en nystartet landmand med at undgå fodfejl i de første år af hans virksomheds levetid.

Uanset hvad svaret er på fremtidens udfordringer, så ved vi, at danske landmænd altid har været gode til at tage ny viden til sig og udvikle sig.

Videncentret for Landbrug har allerede strategiske initiativer i gang inden for kompetenceudvikling for landmænd i relation til virksomhedsledelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle