Af Carsten Abild, 5450 Otterup, formand for Landsbyerne i Danmark
Vi var mange, der frygtede, at denne kommunalreform helt ville ”tage livet” af vore landsbyer og landdistrikter. At den kommunale centralisering med 98 storkommuner og kun ca. 2.000 folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer ville gøre afstanden mellem borger og politiker faretruende stor, helt fjerne nærdemokratiet og medføre en bølge af skolenedlæggelser, nedlæggelser af børnehaver, den sidste nærbutik, foreninger, forsamlingshuse, fraflytning fra land til by osv.
For at modvirke en sådan ødelæggende landsbyudvikling opfordrede vi, da kommunalreformen var en kendsgerning, alle landsbysamfund til hurtigst muligt at organisere sig med lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger og borgerforeninger.
Denne gang skulle kommunalreformen ikke tage landsbybeboerne på sengen, som det skete med kommunalreform i 1970, hvor Danmark blev opdelt i landzone og byzone. Landzonen var en afviklingszone, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Byzonen var en udviklingszone med bosætning, håndværk, industri, nye arbejdspladser, offentlig service osv. Dengang tog det flere år, før landsbybeboerne fandt sammen og fik skabt en folkelig og landsdækkende modstand mod centraliseringen og landsbysamfundenes afvikling.
Organiseringen og landsbyreformen er gået over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger m.v. Mange landsbysamfund har fået ny optimisme, sammenhold og fællesskab.
Frivillighedskulturen blomstrer, og ildsjælene kæmper for vækst og udvikling i Danmarks mange landsbysamfund. Det er i lokalsamfundene, vi borgere føler os hjemme. Det er her, vi er aktive, har medindflydelse og folkeligt fællesskab. Det er i lokalsamfundene, vi har vores hverdag og identitet.
Kommunalreformen i 2007 skabte store kommuner og få politikere. Landsbyreformen har skabt små enheder og aktive borgere. Landsbyreformen har gavnet storkommunen og styrket samarbejdet mellem politiker og borger.
