Frost er en hot mangelvare

Landets største frysehus har udvidet med 30 procent på få år. Alligevel kan Agri Nor-Cold ikke følge med slagteriernes efterspørgsel på frost.

Markedet for indfrysning af fødevarer er hottere end hot. Faktisk er efterspørgslen på landets frysehuse så stor, at man afviser varer.

Årsagen er markedsforholdene på grisekød, hvor efterspørgslen fra Asien og et lunkent og omtåget marked i Europa har gjort det ekstra attraktivt at sende frossent grisekød verden rundt.

Selv om landets største frysehus, Agri Nor-Cold, har udvidet med 30 procent i de seneste tre-fem år, kan man ikke følge med.

»Vi arbejder i weekender for at følge med. Det, som slagterierne kan tage på fem dage, er vi nødt til at bruge syv dage på«, forklarer Jan B. Nielsen, adm. direktør i Agri Nor-Cold.

Alligevel må han afvise talrige paller med varer hver uge. Selv om der i foråret blev meldt om pres på kapaciteten - og Tican siden har bygget sin egen indfrysning i Thisted til at tage en del af sin produktion - er efterspørgslen nu større.

»Vores kapacitet er presset maksimalt på indfrysning, og vores lagerkapacitet kommer nok også under pres«, spår han

Lige nu overvejer han og ejerne, herunder Danish Crown, der ejer 30 procent af selskabet, om der skal postes et to-cifret millionbeløb i en ekstra udvidelse på 15-20 pct.

Indfrysningen sker i frysetunneler, hvor paller med varer nedkøles med luft i en døgnlang proces. Dernæst kommer det på fryselageret, hvor varerne skal stå nogle dage, før de kan sendes ud i verden.

Med til at komplicere puslespillet er, at frysehusene skal være godkendt for eksempel til Kina, noget, som langt fra alle enheder er.

DC: Hold til planlægning

At Danish Crowns salg er afhængigt af frysekapacitet, lægger global salgsdirektør Lars Albertsen ikke skjul på:

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at maksimere udnyttelsen af vores frysekapacitet mest muligt. Vi har en gruppe medarbejdere, der hver dag løser en opgave, der svarer til at lægge et puslespil med 10.000 brikker. Når de så møder næste dag, starter de forfra for at se, om kan gøre det på en anden måde, så vi får plads til bare 10 eller 15 paller ekstra. Og når det lykkes, giver det ekstra penge i kassen«, udtaler han.

»Efter udbruddet af ASF i Tyskland er der nærmest historisk stort fokus på at eksportere varer ud af Europa. Vi ser en efterspørgsel fra lande som Korea, Thailand og Filippinerne, som vi ikke har set før, og det giver os nogle muligheder for at løfte eksporten, da de nu efterspørger varer, som de ikke tidligere har købt hos os«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle