Green Team: Vi dumper ikke prisen på juletræer

Med salgspriser, der er næsten 30 procent lavere end produktionsprisen, mener juletræsdyrkere, at Green Team og Sydbank dumper prisen på juletræer.

Producenter af juletræer beskylder Sydbank for at dumpe prisen på juletræer. Det sker, efter at Sydbank sidste år overtog alle aktierne i verdens største juletræsproducent Green Team Group.

»Vi oplever, at Sydbank og Green Team sælger juletræer til langt under produktionsprisen. Det er ikke fair konkurrence. De dumper markedet, og de ødelægger fuldstændig forretningen for os almindelige selvstændige erhvervsdrivende, der ikke er ejet af en bank. Vi forstår det simpelthen ikke«, siger Svend Thøstesen, der juletræsproducent i Tistrup ved Varde og i øvrigt selv har Sydbank som bank.

Siden bankens overtagelse af Green Team er rygterne gået om, at Green Team sælger juletræer til priser, der ligger langt under produktionsprisen. LandbrugsAvisen er nu kommet i besiddelse af Green Teams prisliste, og den viser, at Green Team sælger juletræer til priser, der i gennemsnit ligger 29 procent under, hvad det i gennemsnit koster at producere juletræer.

Prislisten viser, at Green Team sælger Nordmannsgraner i 1., 2. og 3. sortering i den mest populære højde på 175-200 cm for henholdsvis 75, 49 og 26 kr. pr. stk. Det er vel at mærke endda prisen læsset på bil i Danmark, Polen eller Skotland.

Det er træer, der ifølge juletræskonsulenter i gennemsnit koster 65 kr. at dyrke og høste. Dertil kommer udgifter til mærkning og læsning på omkring 5 kr. pr. træ, så produktionsprisen i alt løber op i cirka 70 kr. pr. træ. Dermed ligger Green Teams pris for de tre sorteringer i gennemsnit 29 procent under den pris, det koster at producere og gøre en Nordmannsgran salgsklar.

Det er markedsprisen

Hos Green Team aviser bestyrelsesformand Christian Junker, at der er tale om dumping:

»Vi dumper ikke markedet. Som markedsleder ville det være dumt af os. Vi driver Green Team kommercielt, så godt som vi overhovedet kan«, siger Christian Junker.

Han tilføjer, at de priser, Green Team er gået ud med, desværre er markedsprisen lige nu. Det er priser, der kan findes i markedet, og som der kan købes træer for her-og-nu.

»Der er ikke tale om, at vi dumper priserne. Det, vi mærker, er, at detailhandlen er meget konservativ med at tage fra. Vi har et marked med overproduktion, som samtidig er påvirket af covid-19. Det sætter sit præg på dem, der køber juletræerne. Opkøberne er nervøse, og vi har træer, der gror og skal sælges. Det er dét, det handler om«, siger Christian Junker.

Sydbank blev eneejer af Green Team group i november sidste år. Hvor længe, Green Team forbliver i Sydbanks eje, kan banken ikke svare på:

»Vi har udelukkende indløst vores pant midlertidigt, fordi den tidligere ejer ikke ønskede at fortsætte. Det er ikke, fordi vi nærer noget ønske om at drive juletræsproduktion. Vi ejer kun Green Team, indtil det lykkes os at finde en ny god ejer til virksomheden«, siger direktør Bjarne Larsen, Sydbank.

Green Team Group måtte i det seneste regnskabsår indkassere et underskud på 237 mio. kr. Samtidig styrtdykkede selskabets egenkapital fra 248 mio. kr. til blot 11 mio. kr.

Faktaboks

Prisen på juletræer er faldet siden 2011

  • Prisen på juletræer toppede i 2012. Lige siden er prisen faldet år efter år. Selv prisen på de allerbedste træer er faldet.
  • De faldende priser skyldes overproduktion i hele Europa fra producenter i lande som både Polen, Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Belgien, England og Skotland.
  • Danmark eksporterede i 2018 juletræer og klippegrønt for knap 1 mia. kr. Eksporten toppede med 1,6 mia. kr. i 2012. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle