Hvad er en futureskontrakt?

Futureskontrakter er i lighed med terminskontrakter aftaler, der indgås om at købe eller sælge et aktiv på et bestemt fremtidigt tidspunkt til en bestemt pris. Kontrakterne handles på internationale børser i for eksempel New York, Chicago, London og Frankfurt. De underliggende aktiver spænder lige fra olie og metal til valuta, renter og landbrugsprodukter.

Futures er gearede

Futureskontrakter er karakteriseret ved at være gearede forretninger.

Gearing betyder, at man som investor ikke skal have hele kontraktens værdi op af lommen, men kan stille et mindre beløb som sikkerhed. Kontrakternes størrelse er forudbestemt af børsen, der også bestemmer, hvornår kontrakterne udløber.

Møllehveden i Paris

Til eksempel kan man se på møllehvede-kontrakter i Paris: Disse kan handles i seks forskellige måneder med udløb over det næste år. Kontrakterne handles i størrelser af 50 ton pr kontrakt, og der skal stilles 450 euro i sikkerhed pr. kontrakt.

Futuresbørserne har begrænsende åbningstider, ligesom det man kender fra aktiehandel. Til gengæld udmærker futureskontrakter sig ved, at man som investor både kan spekulere i faldende såvel som stigende priser. Futureskontrakter er desuden kendetegnet ved, at der næsten aldrig sker levering af det underliggende aktiv.

Sikre prisen på sojaskrå

Futures anvendes primært af tre grupper:

1. Dem som vil afdække en position som værn mod tab. For eksempel en landmand der vil sikre prisen på sojaskrå.

2. Spekulanter som spekulerer i prisbevægelsen og ikke har nogen naturlig forbindelse til varen.

3. Dem der søger efter uligevægte i markedet, for eksempel når prisen afviger fra en teoretisk beregnet pris. Dette kaldes arbitragehandel.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle