Innovationspris til forsker der kan rense luften og fjerne lugt

Sol, regn og luftarten ozon er tilstrækkeligt til at rense forurenet luft i en rensningsmetode, som professor i miljøkemi ved Københavns Universitet Matthew Johnson står bag.

For opfindelsen modtog han sidste uge en innovationspris på 10.000 kr. Prisen gives til forskere ved Københavns Universitet, som har gjort noget særligt for at bygge bro mellem universitet og erhvervsliv. Det andet kriterium opfylder Matthew Johnson ved siden 2013 at have været med til at hjælpe virksomheden Infuser A/S med at bringe opfindelsen ud på markedet.

Johnsons opfindelse, Gas Phase Advanced Oxidation (GPAO), kan fjerne den svovlbaserede dunst af rådne æg fra svinestalde, rensningsanlæg mv., lige som den kan fjerne lugt fra bryggerier, bagerier, fødevareproduktion, slagterier og andre procesindustrier.

Også dampe fra opløsningsmidler fra glasfiberproduktion og kemiske stoffer som benzen, toluen, xylen mv. fra et jernstøberi er blevet tæmmet af metoden. I modsætning til traditionelle rensemetoder virker GPAO-teknikken uden filtre og uden ret meget energiforbrug. Vedligeholdelseskravet er også minimalt.

Hvert år dør 3,3 millioner mennesker før tid på grund af luftforurening, men mange flere er dagligt generet af ubehagelige lugte fra industri- og andre virksomheder.

GPAO-metoden er inspireret af atmosfærens egen evne til at skille sig af med forurening.

»Som kemiker har jeg forsket i atmosfærens naturlige evne til at rense sig selv. I naturen renses luft i en proces, der involverer ozon, solskin og regnvejr. Bortset fra regnvandet gør GPAO nøjagtigt det samme. Vi har bare forøget processens hastighed cirka 100.000 gange,« siger Matthew Johnson.

Vinderen af innovationsprisen er udpeget af repræsentanter fra Dansk Industri, tænketanken DEA, KU selv og det belgiske universitet, Leuven.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle