Jyske landmænd kan blive leverandører til Apple

Apple bliver naboer til Aarhus Universitets forskningscenter i Foulum, når deres datacenter kommer til Danmark. Det kan på sigt føre til et samarbejde.

Aarhus Universitet håber på et samarbejde med Apple, når it-giganten får datacenter i Foulum. Begge deler de visioner om bæredygtige energisystemer.

Forskningscenteret AU Foulum arbejder blandt andet på at udvinde protein af græs fra danske marker, så det kan bruges som svinefoder og dermed blive interessant for landmænd at dyrke. Græs indeholder ca. 20 pct. protein, og den resterende del af græsset vil kunne bruges til energi. Energi som kunne leveres til Apple.

Bioenergi som supplement

”Apple vil blive forsynet med vindenergi og vandenergi, men der er også mulighed for at supplere den energi med noget biomasse, og derfor har Apple været interesseret i at høre om, hvad vi laver med grøn biomasse her på stedet,” sagde Claus Bo Andreasen, chefkonsulent på Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, DCA.

Apple ønsker at sende kølevand fra deres datacenter ud i fjernvarmeanlægget, men forudsætningen er, at vandet opvarmes. Her kan biomasse fra græs bruges, fortæller Claus Bo Andreasen.

 

Apple holder tæt

Apple har de seneste tre år været på besøg flere gange hos AU Foulum, men de er ikke kommet med noget konkret.

»De har været her, og de har været interesseret i den forskning, vi laver. De har fået ideer, som de overvejer, og de har placeret sig ved siden af os, så de er da i hvert fald ikke skræmt væk,« sagde Claus Bo Andreasen.

Faktaboks

AU Foulum

  • Forskningscenteret er en del af Aarhus Universitet, beliggende i Foulum, øst for Viborg
  • AU Foulum har 700 ansatte og råder blandt andet over verdens største biogasforsøgsanlæg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle